Book

1. Kort om HF & VUC FYN

HF & VUC FYN er det største voksenuddannelsescenter i Danmark med 400+ ansatte. Vi havde i 2019 3.500 årselever i alderen 17 år og op. HF & VUC FYN dækker hele Fyn og er repræsenteret i 8 byer.

HF & VUC FYN tilbyder almen voksenuddannelse (avu), 2-årig hf, hf-enkeltfag, forberedende voksenundervisning (FVU), ordblindeundervisning (OBU), gymnasial supplering (GS), supplerende overbygning (SOF), tilrettelagte virksomhedsforløb og leverer fjernundervisning på alle niveauer.

HF & VUC FYN har igangsat processen om at blive verdensmålscertificeret med fokus på et inklusionsperspektiv gennem lige adgang til kvalitetsuddannelse til alle og skaber en bæredygtig uddannelsesramme - hvor livslang læring er en gennemgående tilgang, der skaber muligheder for den enkeltes udvikling og en global platform at udvikle sig fra.

HF & VUC FYN har lang erfaring med internationalt samarbejde og gør brug af både KA1 mobiliteter for medarbejder og ledelse, strategiske samarbejder under KA2 og politisk samarbejde under KA3 i regi af Erasmus.
En samlet strategisk tilgang til arbejdet med internationalt udsyn vil være udgangspunktet for forventelig stigning i mobiliteter og en ny mulighed for, at hf-kursisterne kan sendes ud på mobiliteter i fremtiden. HF & VUC FYN ønsker med den samlede strategiske indgang at inddrage kursisterne og kursistrådet mere for at give brugerne af uddannelserne et mere internationalt perspektiv og viden.

2. HF & VUC FYNs mission og vision

”Fælles fokus på læring - gør din verden bedre”.
Lige adgang til kvalitetsuddannelse er essentiel for en bæredygtig og demokratisk udvikling af vores samfund. Det handler om den måde, vi møder unge og voksne. Vi begynder altid dér, hvor kursisterne er – fagligt og personligt.

Mission: Vi sikrer alle lige adgang til kvalitetsuddannelse og fremmer alles muligheder for livslang læring.
Udgangspunktet er, at FNs verdensmål 4 er gjort til HF & VUC FYNs mission, da det passer perfekt til det, vi som uddannelsesinstitution arbejder med - at alle får adgang til kvalitetsuddannelse og får mulighed for livslang læring. Dette ses i det store udbud af forskelligt rettede uddannelser. Vi udbyder både uddannelser rettet til borgere, som ønsker en ungdomsuddannelse på fuld tid samt tilrettelagte uddannelser, så borgerne kan have et job og tage en uddannelse samtidigt.
Vi ønsker således at engagere kursisterne i strategien og gøre HF & VUC FYN mere synlig i omverdenen.

Vision: Vi uddanner engagerede og reflekterende verdensborgere.
Vi er her for at udvikle kursisterne så meget som muligt, uanset hvor de er i livet. Vi vil udfordre dem. Vi vil have dem til at opleve, at der faktisk er noget, som de endnu ikke ved, at de kan. Vi vil have dem til at tro på egne evner og mærke værdien af at sætte nye mål.
HF & VUC FYN sikrer, at der er en effektiv og kvalitetsmæssig stærk vej i uddannelsessystemet til de mange borgere, som ønsker at komme videre i livet og realisere drømmen om højere livskvalitet. HF & VUC FYN rummer mangfoldigheden i f.eks. alder, etnicitet, køn og kultur, omfattende unge og voksne der har truffet et valg om at tage næste skridt. Vi bidrager til at skabe og realisere fremtidsdrømme ved at sætte fokus på læring, trivsel, dannelse, motivation, selvværd og empowerment. Det er en vigtig og meningsfuld opgave, som vores medarbejdere sætter en ære i at løfte.
Arbejdet med vores vision om at uddanne engagerede og reflekterede verdensborgere på HF og VUC FYN hænger tæt sammen med de tiltag, vi allerede er en del af i forskellige europæiske samarbejdsprogrammer som Interreg og Erasmus - og det kan vi optimere yderligere ved at skabe mulighed for samarbejde og udveksling af erfaringer på tværs af Europa.

3. Baggrund for internationaliseringsstrategi - Udsyn for at opnå indsigt

Læringsmiljøet er i forandring, og her er det en væsentlig inspirationskilde at kunne gøre brug af et internationalt samarbejde, hvor sparringsprocesser kan være med til at åbne op for nye perspektiver og ændre fokus og ændre på vaner hos både undervisere og kursister.

Gennem HF & VUC FYNs vision sigter vi efter at skabe kvalitetsuddannelse og være med til at sikre, at flest muligt mulige opnår større viden og indsigt i, hvilket potentiale uddannelse repræsenterer over for den enkelte:

  • Kursisten skal opleve, at undervisningen omhandler den verden og virkelighed, de befinder sig i samtidig med, at de skal kunne spejle sig i verdensbilledet og opnå viden, der er med til at give indsigt og forståelse i deres egen rolle som verdensborger gennem den faglige undervisning og praktiske udveksling - både fysisk og digitalt.
  • Medarbejderen skal opleve at være en del af et større fællesskab gennem et internationalt udsyn og dermed opnå større indsigt, der kan skabe inspiration til at understøtte og udvide den faglige kerne hos den enkelte underviser. Som hos kursisterne gælder det også hos underviserne om at være åbne og arbejde videre med den internationale sparring/viden, som modtages. Den internationale inspiration skal blendes og blive til lokale metoder.
  • Ledelsen gør brug af det internationale udsyn som inspirationskilde og til kompetenceudvikling af ledere, administrative medarbejdere og undervisere samt fastholdelse af kvalificerede og udviklingsorienterede medarbejdere. Ligeledes gør det internationale udsyn det muligt at skabe strategisk samarbejde på et politisk plan med fokus på at forbedre uddannelsespolitikker i verden og i Danmark. International inspiration åbner for nye muligheder og samarbejder, som bidrager til mere innovative tilgange i dagligdagen.

4. Ambitioner for internationalisering

Internationalt udsyn og Danmarks rolle i verden ses i forlængelse af HF & VUC FYNs ovenstående strategi med udgangspunkt i arbejdet med FNs verdensmål.

Den internationale strategi skal støtte op om den daglige undervisning med en lang række aktiviteter både ude og hjemme på skolen, så kursister, undervisere, øvrige medarbejdere samt interessenter fra erhvervslivet tilføres kompetencer og viden med en international dimension.

Udviklingsprojekter med internationalt fokus, er for HF & VUC FYN en unik mulighed for at skabe en styrket indsats til de eksisterende tilgange til uddannelse, og en mulighed for at skabe en endnu tættere forbindelse mellem erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne.
Projekterne på tværs af grænser kan være med til at sætte innovative processer i gang i fagenes pædagogiske tilgang og sætte anvendelse i et nyt perspektiv for den enkelte underviser og kursist.

  • Kursister
    En god fremtid for den enkelte kursist indebærer bl.a., at man kan agere i en global sammenhæng både på ”hjemmebane” nationalt og i udlandet. Et internationalt udsyn åbner flere døre og skaber muligheder for den enkeltes karriereveje og dermed også livsforløb.

    Udgående og indgående elevmobilitet: ved at gøre brug af udvekslingsprogrammerne og venskabsklasser - både digitalt og fysisk - vil det blive muligt at opleve nye vinkler og vilkår i uddannelsessystemet på tværs af lande og de muligheder, uddannelsessystemet giver kursisterne - og på sigt åbning af muligheder for jobsøgning.

    Ligeledes vil brugen af online platforme være med til at skabe værdifulde videnudvekslinger til brug i undervisningen.

  • Undervisere
    Vi uddanner til fremtiden, hvor arbejdskraftens frie bevægelighed på tværs af EU’s grænser øger kravene til arbejdskraft, både hvad angår interkulturelle kompetencer og viden om faglige metoder på tværs af nationale forskelle. Vi ser en mulighed for at inspirere undervisere til bl.a. at digitalisere uddannelsesaktiviteter sammen med udenlandske partnere.

    Den internationale strategi skal ligeledes være med til systematisk at styrke ”Life Long Learning” med kvalitetsløft af vores uddannelser ved kompetenceudvikling af undervisere gennem internationale aktiviteter af forskellig karakter bl.a. med de muligheder, der tilbydes gennem Erasmus+ programmerne.

    Udgående og indgående lærer/medarbejdermobilitet: det internationale udsyn i undervisning kan understøttes af erfaringsbaseret viden om, hvilke tiltag der efterspørges på tværs af landegrænser. Erfaringsudveksling kan ses som et supplement til at kvalificere den faglige tilgang i HF & VUC FYNs uddannelsesforløb.

  • Administrative medarbejdere
    En international strategi kræver, at alle medarbejdere og kursister har viden og inddrages i den internationale strategi. Studievejledere, serviceteam, internationale koordinatorer, konsulenter o.l., som kan bidrage med relevante vinkler i de strategiske samarbejder, vil kunne være med til at skabe ny læring og værdi i organisationen.
    For den enkelte medarbejder vil deltagelse skabe ny viden og et potentielt større netværk at søge viden og erfaringsudveksling i, på tværs af nationaliteter. Det er essentielt, at viden fra netværket og erfaringsudvekslingen bliver en del af den fremtidige dagligdag, og nye metoder bliver delt i relevante faglige grupper.

  • Ledelse
    Der er i et internationalt perspektiv mulighed for at gøre brug af efteruddannelsesmuligheder. Reelt efteruddannelsestilbud (kulturudveksling og sprogligt vedligehold) som Shipcon, hvor det både kan skabe faglig merværdi men også en samarbejdsplatform for både underviser, kursister og ledelse på samme måde som EPALE og eTwinning portalerne kan bruges.

    Udveksling kører begge veje - både ophold i udlandet men også besøg fra udlandet, og begge skal implementeres og motiveres. Internationale netværk skal plejes og inddrages i nationale og internationale projekter. Ledelsen skal motivere til, at en bredere gruppe af medarbejdere anvender de internationale muligheder.

    Der skabes en platform, hvor inspiration og interesse for det internationale kan dyrkes og deles. Internationale samarbejder som begreb skal inddrages på relevante matrix møder, så synlighed og opmærksomheden bliver på daglig basis.

    Alle deltagere i mobiliteter indgår i et rammesat forløb, hvor der arbejdes med transfer - der gøres et indledende arbejde, som forbereder deltageren i mobiliteten og sætter fokus på, at deltageren som minimum skal tilegne sig viden om, hvordan der arbejdes med kvalitetsuddannelse hos samarbejdspartner og inklusionsperspektivet: alle skal have lige adgang til uddannelse. 

    Deltageren vil derfor under mobiliteten skulle opsøge viden og erfaringer i det land, de besøger eller modtager besøg fra, og kunne viderebringe dette til kollegaer og organisation efter endt mobilitet.

    Der bliver stillet krav til deltageren om at videndele og gøre brug af “feedforward” som en del af evaluering og forbedring til næste mobilitets deltager.

5. Organisering

Der er i 2019 nedsat en international styregruppe, som fremadrettet vil sikre en forankring i organisationen på ledelsesplan og sikre en større udbredelse af viden om det internationale samarbejde og de muligheder, der følger med.
Styregruppen vil sikre et netværk, hvor medarbejdere fra hele organisationen kan få viden og kobles sammen med erfarne medarbejdere - både med udgangspunkt i konkrete samarbejdsskoler, mulige mobiliteter, digital udveksling/undervisning samt efteruddannelsesmuligheder.

Styregruppen består af:

  • Peter Vestergaard, Forstander Viften
  • Rikke Skov-Nielsen, Forstander Odense
  • Michael Fjeldsted, VEU-chef
  • Rikke Johannesen, Erhvervskonsulent/International Koordinator

Netværket vil bestå af:
3 - 4 medarbejdere fra udvalgte HF & VUC FYN afdelinger.

Det vil være styregruppen, som beslutter hvilke projekter HF & VUC FYN deltager i. Dette er for at sikre konsensus i forhold til den internationale og overordnede strategi. Det er styregruppen, som vælger hvem fra styregruppen, som deltager/sidder i de forskellige projektstyregrupper.

6. Output forventninger

At gøre brug af internationale samarbejder på et eller flere niveauer skaber en ny indgang til viden og forståelse, og det er derfor forventeligt at ny tilegnelse af viden ved hjælp af struktureret evaluering vil kunne være med til at øge alle deltageres mulighed for indsigt gennem udsyn ved mobiliteter og derved skabe mulighed for forbedring af praksis.
Den øgede viden, som HF & VUC FYN deltagerne har fået med sig via deltagelse i mobilitet eller andet internationalt samarbejde, skal deles med kolleger hos HF & VUC FYN.
Det vil være en ledelsesopgave, at HF & VUC FYN bidrager med denne viden i regionale og landsdækkende samarbejder f.eks. Læringsfestival, FIP (faglig udvikling i praksis) via STUK.

7. Verdensmål

HF & VUC FYN har igangsat proces med at blive 2030 skole og dermed opnå en certificering som verdensmåls skole. Dette indebærer arbejde med de 17 verdensmål og 169 delmål opdelt i tre hovedsøjler:
Miljømæssig bæredygtighed, økonomisk bæredygtighed og social bæredygtighed.
Dette bliver udslagsgivende i forhold til de beslutninger der tages strategisk og i udførsel af vores kerneydelse. I forhold til det internationale perspektiv sætter det en strukturel retning og betyder konkret at:

  • Vi tilstræber at rejse med tog af hensyn til miljømæssig bæredygtighed, der hvor det økonomisk og tidsmæssigt giver mening.
  • Vi forholder os undersøgende, nysgerrigt og lærende til hvordan inklusion og lige adgang til kvalitetsuddannelse bliver praktiseret og udfoldet i de lande mobiliteterne henvender sig til.

Det daglige arbejde med og omkring verdensmålene hænger på HF & VUC FYN meget tæt sammen med et internationalt udsyn og Danmarks rolle i verden, og der opstår helt naturlig en sammenfletning mellem brugen af Erasmus programmet og verdensmålene i målet på at danne reflekterede verdensborgere.