Book

Ordblindeugen 2018

Der er garanti for god underholdning og en chance for at blive klogere på ordblindhed, når vi markerer den Internationale Ordblindeuge med et tætpakket program fyldt med spændende og lærerige arrangementer og foredrag om ordblindhed.

Du kan godt, selv om du er ordblind!

HF & VUC FYN markerer i uge 40 Den Internationale Ordblindeuge. Ugen er en temauge, hvor vi sætter fokus på ordblindhed og ordblindes udfordringer, men mest af alt sætter vi fokus på, at ordblindhed ikke skal være en stopklods for det, du drømmer om.

Ordblindhed er et læsehandicap, som kan give store udfordringer i en hverdag, som både i skoler og på arbejdspladser, er præget af meget tekst og meget skriftlighed.

Men udfordringerne kan overkommes. Og det kan de bl.a. fordi der findes et væld af gode it-hjælpemidler, som hjælper med at kompensere for ordblindhed. Ligeså findes der ordblindeundervisning for både unge og voksne, hvor fokus er på bl.a. at lære læseteknikker, at bruge de tilgængelige hjælpemidler samt at lære, hvordan du som ordblind navigere i uddannelse og arbejdsliv uden at læsevanskelighed bliver en dominerende forhindring.

Markeringen af Den Internationale Ordblindeuge er HF & VUC FYNs bidrag til aktivt at medvirke til at bryde tabuet om ordblindhed. Det er ingen skam at være ordblind, men det er rigtig ærgerligt, ikke at gøre noget ved det. For du kan alt det du gerne vil – også selv om du har vanskeligheder med bogstaverne.

Vi har pakket uge 40 med et overflødighedshorn af aktiviteter på alle vores afdelinger

Omar Marzouk, Bubber og Christian Fuhlendorff besøger os – og de er alle enige om én ting, som Omar så fint formulerer det ”Der er intet du ikke kan som ordblind”.

Kom og hør deres inspirerende historier om, hvordan de trods ordblindhed, har opnået deres drømme i succesfulde stillinger som tv-vært, tekstforfatter, radiovært og komiker – alle funktioner, der indebærer dagligt arbejde med masser af tekst.

Vi glæder os til at byde dig velkommen, og håber du tager godt imod vores aktiviteter. De er alle gratis at deltage i – og til hver aktivitet kan du også møde vores dygtige undervisere og konsulenter, der står klar med råd og vejledning til dig, der oplever læsevanskeligheder eller som er pårørende, kollega eller chef til en ordblind.