"Jamen, selvfølgelig får du 12 min skat". En sætning, der skulle berolige, er blot med til at gøre presset endnu større for kursister som Malene og Lærke (anonym), der begge lever med eksamensangst. Malene og Lærke har begge et snit over 11 og presser sig selv i sådan en grad, at det går ud over deres mentale og fysiske tilstand. Begge piger har haft skolerelateret stress og ved, at de er for ambitiøse, men ikke desto mindre er det svært at skrue ned for ambitionsniveauet.

"Jeg ved godt, at det virker helt absurd, at man kun snakker om at få 10 og 12-taller. Jeg kan sagtens være glad på andres vegne over deres 4-taller, men mærker også, at folk har svært ved at forstå, at man ikke kan være tilfreds med et 10-tal".

Jagten på topkarakterer sætter sine fysiske spor: opkast, hjertebanken, søvnløshed, gråd, katastrofetanker, frygt for at gå i sort og hyperventilation. For pigerne er det virkeligheden hver eneste gang, de skal op til eksamen. Sidste år endte Malene (foto) med at hyperventilere og gå i krampe, så hun måtte tilses af en ambulance. Det blev en øjenåbner for, at hun rent faktisk havde et problem, som hun havde brug for hjælp til.

"Jeg kaster tit op til forberedelsen og har mange katastrofetanker, så jeg bliver totalt ufokuseret. Jeg bruger ikke særlig meget af forberedelsestiden, fordi jeg nærmest bare er i panik".

For Lærke er det svært at sove og spise op til 1,5 måned før eksamen, og det plejer at være et ’helvede’. Hun blev ofte oppe hele natten for at læse, selvom hun måske ikke fik særlig meget ud af det. Under eksaminationen starter hun ofte ud med at græde, stamme og ryste så meget, at hun nærmest ikke kan få et ord frem, indtil kroppen begynder at slappe lidt af.

"Lærerne må nærmest have fået et chok over, hvordan jeg reagerer, og jeg har faktisk fortrudt de gange, hvor jeg ikke har fortalt, at jeg har eksamensangst, for jeg er ikke bare nervøs, jeg er ualmindeligt nervøs".

Folk kan ikke forstå det

For klassekammerater er det svært at forstå, hvorfor man stadig kan have en nagende tvivl, om man nu har gjort det godt nok, selvom man har fået 12. Derfor tier pigerne ofte om deres tanker. Det er ikke nemt at forklare, at man har eksamensangst, når man gang på gang får 12. For når prisen er at kaste op hele natten og være tæt på at besvime, så er det jo ikke fordi, man kommer nemt til det.

"Man taler ikke om det. Jeg er bange for at træde de folk, som måske virkelig kæmper for bare at bestå, over tæerne. Og så ser jeg det nok en kæmpe stor svaghed, og det har jeg ikke lyst til at råbe udover hele universitet", fortæller Malene.

Jagten på de tocifrede karakterer er både et ydre og indre pres, som pigerne har bygget op igennem mange år. Et pres, der kommer fra alle sider: fra én selv, fra ens venner, fra ens familie og fra samfundet. Fx kan en uskyldig kommentar om ’hvorfor fik du ikke 12’, grave sig fast og eskalere i et ekstremt højt ambitionsniveau, der er svært at give slip på.

Samtidig er forældrene også med til at sætte baren højt, selvom det ikke nødvendigvis er intentionen. De ønsker kun det bedste, og kan ubevidst komme til at stille forventning om, at man skal have mulighed for at vælge præcis den uddannelse, man har lyst til - uanset karaktergennemsnit.

"Mine forældre går slet ikke op i at få høje karakterer. Min mor er nærmest ligeglad og har haft svært ved at forstå, hvorfor jeg går op i det. Hun tror, det er en tillidserklæring, men i virkeligheden bliver det jo et pres. Min far ved godt, at jeg ikke skal bruge et særligt højt snit, men synes alligevel det er fint, hvis jeg får gode karakterer, så jeg holder alle døre åbne. Men det er jo et mega stort pres at lægge på unge mennesker. Og det er en samfundsproblemstilling, hvis du spørger mig".

Blev stresset af gymnasiets konkurrencementalitet

Både Lærke og Malene startede med at gå i gymnasiet og mødte samme mentalitet. De blev begge påvirkede af konkurrencen om at levere en toppræstation hver gang, fordi ”du lukker jo for dine muligheder, hvis du ikke får et højt gennemsnit”.

Lærke gik på Akademiet for Talentfulde Unge (ATU), hvilket var en anerkendelse, men samtidig utroligt hårdt arbejde, for det var skole udover skolen. 12-talsmentaliteten blev et pres og en urealistisk forventning om at skulle klare sig godt i alle fag, selvom det er de færreste, der har evnen til det, og var med til at puste til eksamensangsten.

"Jeg ved godt, at jeg nok ikke har brug for at særlig højt snit for at komme ind på den uddannelse, som jeg gerne vil læse, og alligevel står jeg med et snit på over 11, så hvorfor har jeg presset mig selv så meget, for at få et gennemsnit, som jeg ikke skal bruge til noget? Jeg ved jo, når man først kommer ud på arbejdsmarkedet, så tænker man jo ikke tilbage på sine karakterer fra gymnasiet", fortæller Malene.

Lærke fortsætter:

"Jeg har aldrig haft et ønske om at gå på universitetet. Jeg vil gerne læse til pædagog. Det blev mit mål, da jeg startede her på hf. Men mine forældre kunne godt lide tanken om, at jeg har et snit, så jeg kan komme ind på fx psykologi, som har et mega højt gennemsnit, hvis jeg fortryder".

Mindre pres og mere hjælp på VUC

Begge piger endte med at droppe ud af gymnasiet og blev sygemeldt med skolerelateret stress. De holdt nogle års pause, arbejdede og var på højskole, inden de var i stand til at starte op på deltidsstudie på hf-enkeltfag. Her kunne de få merit for de fag, de havde bestået, og hjælp til at færdiggøre deres gymnasiale uddannelse. De opdagede også muligheden for at tage færre fag ad gangen og kombinere med fjernundervisning, så de ikke skulle have så mange timer om ugen.

De oplever begge, at skolens miljø har været med til at mindske presset omkring karakterer, fordi der er en anden indstilling. Folk er bedre til at sætte pris på at komme godt igennem og taler ikke ned til én, hvis man har fået en lavere karakter. For det handler ikke så meget om, hvad du får i karakter, men om at du får mere, end du havde forventet.

"Folk er gode til at sige ’det er mega sejt’ uanset hvilken karakter, du har fået. Og det synes jeg er en god indstilling i stedet for at folk siger ’ej hvor ærgerligt’, hvis jeg har fået 7. Der er jo mange, der synes, at det overhovedet ikke er ærgerligt. Det er både beundringsværdigt og rart at møde andre, der er mere afslappede omkring det".

På VUC fik pigerne tilbudt SPS-støtte (socialpædagogisk støtte) og mødte (endelig) en forståelse af, hvad de kæmper med. SPS-støtte handler om at arbejde med den enkelte og finde ud af hvad, der kan gøre en forskel for den enkelte. SPS-støtten kan hjælpe på mange forskellige måder fx samtaler med en eksamensvejleder, der hjælper med at håndtere de dårlige tanker, organisere forberedelsen, fokusere på de ting, der er vigtige og tage beslutning om at lukke sit bevis og sige ’nu er jeg færdig’. Malene havde sin SPS-støtte med til både forberedelsen og eksamination for at forhindre hende i at gå panik og hyperventilere som tidligere.

"Det var så rart at komme ind på en skole, hvor der bliver taget hånd om alle – både de svage, men også de stærke, som alligevel havde nogle svage punkter".

Lærke og Malene blev begge færdige med hf-eksamen i sommers - uden hue - men med stor lettelse over at have afsluttet deres gymnasiale uddannelse.