Ligesom det er tilfældet for mange andre vidste 49-årige Laila Toftelund Holm i mange år ikke, at hun var ordblind. Folkeskolen var ikke nogen dans på roser, mens trods vanskeligheder med både at læse og skrive, fik hun aldrig diagnosen ordblind – for hun lærte jo at læse til sidst. Det var først da Lailas niece blev testet og fik at vide, at hun var ordblind, at Laila overvejede, at hun selv kunne være ordblind.

”Jeg tænkte, at nu hvor min niece var blevet testet positiv for ordblindhed, som jo er arveligt, så kunne det jo også godt tænkes, at jeg var ordblind”.

Mere skriftlighed på jobbet

Samtidig var Lailas udfordringer med at stave begyndt at give problemer i hverdagen på hendes arbejde. Et irritationsmoment, der langsomt havde vokset sig større i løbet af årene.

”Jeg har arbejdet mange år i daginstitution, og der var ikke meget skriftligt arbejde. Det var noget med at skrive en besked på døren, og når jeg en gang i mellem skulle skrive noget, der skulle ud af huset, så var det ikke unormalt, at man havde sin leder ind over”.

Men siden dengang er der kommet mere skriftligt arbejde i jobbet som pædagog, og det har givet nogle udfordringer, som Laila forklarer:

”Jeg arbejder til hverdag med autistiske børn, og jeg kan mærke, at i de 25 år siden jeg startede, er der kommet meget mere skriftligt arbejde. Og det er begyndt at irritere mig mere og mere, at jeg ikke kan stave.”

”Jeg er ikke flov over, at jeg ikke kan stave”

Laila har altid været helt åben omkring det faktum, at hun ikke kan stave og har aldrig forsøgt at skjule det for hverken kolleger eller venner.

”Jeg har altid tænkt, at det var en del af mig, og hvis jeg skulle gemme det, så kunne jeg ikke være mig selv. Så ville der være så mange ting, jeg ikke ville kunne. På den måde er jeg måske lidt atypisk sammenlignet med andre ordblinde. Men det er også en måde at beskytte mig selv på, for så kan jeg være mere afslappet omkring det”, forklarer Laila og fortsætter:

”Når jeg fx starter i et nyt team, så siger jeg altid, at jeg gerne vil tage referater fra møderne, men I skal ikke rette mig mens, jeg skriver. For jeg mister koncentrationen”. Og så er der jo alle de her røde streger på skærmen og de lærere, jeg arbejder sammen med, kan jo næsten ikke styre sig”, griner Laila.

Orlov var den helt rigtige beslutning

Modsat mange andre valgte Laila at dedikere sin tid fuldt ud til ordblindeundervisningen. Derfor tog hun 6 ugers orlov fra arbejdet og nu - fem uger inde i forløbet - er hun rigtig glad for den beslutning.

”Jeg har før prøvet kurser for ordblinde, men hver gang var det som om livet kom i vejen eller man var for træt om aftenen og orkede ikke at tage af sted. Så da jeg fik den her mulighed, vidste jeg, at det skulle være undervisning på heldagsbasis.”

Selv om Laila selv betaler for den tid, hun er væk fra sig arbejde, så synes hun alligevel, at det har været det hele værd. Hun har lært meget – både om grammatik, men også om hvordan hun lærer bedst.

”Jeg kan godt huske, at jeg sad og satte kryds og bolle i folkeskolen, men det satte sig bare aldrig fast. Nu er det til gengæld enormt fedt at lære, og jeg kan se, at når jeg bliver bevist om grammatikken, så hjælper det mig meget. Derudover har jeg også lært meget om, hvordan jeg lærer. Jeg er fx meget lang tid om at lære nye ord, og jeg har ikke nogen strategi for hvordan, jeg husker dem. Det vil sige, hvis jeg f.eks. læser en fagtekst, så læser jeg bare, men det sætter sig ikke fast”.

Hjælpemidler gør en forskel

I ordblindeundervisningen er Laila blevet introduceret til flere forskellige digitale hjælpemidler, der kan hjælper hende med at læse og lære nye ord.

”Jeg bruger fx NOTA, hvor jeg både kan læse en bog og få den læst op på samme tid. Det hjælper jo rigtig meget til at lære ordene. Så nu ved jeg, at jeg har fået nogle strategier og værktøjer til at læse en bog, selv om jeg synes, den er svær”.

Glæder sig til at bruge det hun har lært

Selv om Laila stadig har en uges undervisning tilbage på ordblindeforløbet i Glamsbjerg, så glæder hun sig allerede nu til at komme tilbage og prøve det af hun har lært i praksis, og hun har nogle gode idéer til, hvor hjælpemidlerne vil kunne gøre en forskel.

”Fx når jeg skriver kontaktbøger, efter en lang dag, hvor man er godt træt, så sniger der sig ofte mange fejl ind i teksten. Jeg kan finde på at bytte om på bogstaverne eller ordene, og jeg laver mange slåfejl. Og stavekontrollen fanger det ikke, hvis jeg eksempelvis skriver ’hat’ i stedet for ’har’, men med CD-ORD kan jeg bede den om at læse teksten op, så jeg fanger fejlene.”

Åbner døren for andre

Siden Laila startede til ordblindeundervisning har flere i hendes omgangskreds og på hendes arbejde valg at blive testet for ordblindhed, og hun er glad for at kunne gøre lidt reklame for et område, som for mange er helt ukendt.

”Folk ved ikke, at man er berettiget til undervisning som ordblind, og de bliver meget chokerede, når de hører, at jeg har taget orlov i 6 uger og jeg tror, at mange øjner det som en mulighed for dem selv”, afslutter Laila.