Spring til hovedindhold
Book

­­­Fynsk pris sætter fokus på uddannelse til voksne

Vi uddelte i maj måned for første gang FVU-prisen til Årets Kursist, Årets Virksomhed og Årets Kommune (FVU står for Forberedende Voksenundervis­­­ning). VUC samarbejder med private og offentlige arbejdspladser over hele Fyn, hvor der tilbydes undervisning i dansk, matematik, engelsk og digital til medarbejdere.

Undervisere, kursister og arbejdspladser i ét læringsmiljø

Det er undervisere fra HF & VUC FYNs afdelinger, som har indstillet kursister, virksomheder og kommuner til FVU-prisen 2020 i de tre kategorier Årets Kursist, Årets Virksomhed, og Årets Kommune.

Årets kursist

Årets Kursist 2020 er Gitte Dahlgaard Pedersen, der bl.a. har modtaget undervisning på FVU-digital holdet og et ordblindehold. Gitte arbejder hos Scandic Food i Nørre Aaby, hvor hun er blevet undervist af FVU-lærer Turi Fløjstrup Isbarn Lindberg, der også har indstillet Gitte som Årets Kursist.

”Gitte har været helt fantastisk at undervise. Altid udfordrede hun sig selv, aldrig lod hun sine dyslektiske udfordringer hæmme sin indsats. På FVU-digital fremlagde hun flere gennemtænkte opgaver meget overbevisende og humoristisk”, fortalte Turi da hun overrakte diplom, blomster og vin til Gitte.

Årets virksomhed

Simon Frejvald Andersen, afdelingsleder ved HF & VUC FYN Glamsbjerg, har indstillet Fipros A/S som Årets Virksomhed for deres ”aktive indsats for at opkvalificere deres tosprogede medarbejdere ved at gøre FVU-undervisningen til en fast og kontinuerlig del af arbejdsugen. Fipros A/S har i samarbejde med HF & VUC FYN i Glamsbjerg formået at skabe et motiverende og engagerende undervisningsmiljø på arbejdspladsen. Her tages erfaringer og sproglige udfordringer fra produktionen med ind i undervisningen og integreres på en måde, så medarbejdernes kompetencer udvikles både alment og i forhold til de specifikke funktioner”.

Årets kommune

Årets kommune er Odense Kommune, som er indstillet til prisen af Grethe Bjært, VEU-chefkonsulent ved HF & VUC FYN. ”Odense Kommune har haft fokus på efter- og voksenuddannelse fra starten. Særligt har der i Bygningsdrift i By- og Kulturforvaltningen været på fokus på, at alle rengøringsassistenter bliver screenet og tilbydes FVU- og Ordblindeundervisning i deres arbejdstid. Der har frem til juni 2020 været gennemført over 400 screeninger og mere end halvdelen har deltaget i et eller flere undervisningsforløb. I FVU-undervisningen inddrages medarbejdernes erfaringer, relevante materialer fra arbejdspladsen og fagpersoner fra afdelingen tilbyder oplæg i undervisningen. Det er en kontinuerlig proces, hvor processen fastholdes og nye initiativer aftales i tæt samarbejde mellem rengøringsledere, en udviklingskonsulent fra kommunen og en konsulent fra HF & VUC FYN.

Medarbejderne får styrket deres danskfaglige kompetencer, og der er konstateret en markant positiv udvikling af medarbejdernes trivsel og den sociale kapitel”, fortalte Grethe Bjært, hvilket også danner grundlaget for at netop Odense Kommune modtager prisen for Årets Kommune 2020.