Spring til hovedindhold
Book

Gode råd om eksamen

Gode råd om eksamen i samfundsfag og historie: 1, 2, 3 så er den veloverstået!

Selvom undervisningen er slut, kan du stadig godt blive klogere på, hvordan du bedst forbereder dig til eksamen. Nedenstående gode råd bygger på erfaringer fra samfundsfag og historie og skal se ses som generelle retningslinjer og tommelfingerregler – hvis din underviser i løbet af året har instrueret dig på en anden måde, så ret dig efter det! Det er din underviser, der skal eksaminere dig.

1: Inden eksamen

Få overblik over fagets temaer. Brug undervisningsbeskrivelsen til at se materialet, som I har arbejdet med i årets løb.

Sørg for at få styr på fagets fagbegreber og metode! Det er begreberne og metoderne, som du får brug for i forberedelsen og ved eksaminationen. For historiefagets vedkommende er det begreber fra kildekritisk analyse af tekster og billeder, du skal have styr på samt kendskab til historiske perioder. For samfundsfags vedkommende kan det være begreber, sociologer, ideologier og analysemodeller som f.eks. Molins Model.

Hør dine medkursister, om de vil mødes og gennemgå ovenstående sammen, så I hjælper hinanden med at huske på så mange tekster, begreber og metoder som muligt.

2: Forberedelsen: ”Ned i teksten – op i karakter!”

Når du har trukket dit tema, skal du sørge for at være helt sikker på, at du forstår de spørgsmål, som du bliver bedt om at besvare. Hvis du er i tvivl, skal du straks spørge din underviser.

Som udgangspunkt er der vedlagt tekst, billeder eller tabeller, som du skal inddrage i besvarelsen af eksamensspørgsmålet. Det er derfor vigtigt, at du gennemgår materialet grundigt, så du kan lave en faglig analyse af det, som skal indgå i besvarelsen af eksamensspørgsmålet. I første omgang skal du have fokus på, hvad dit fag kan sige om materialet – ikke hvad du umiddelbart selv synes om det! Du kan være selvstændig og personlig ved at perspektivere dit eksamenstema til andre temaer fra undervisningen eller andet materiale inden for samme tema.

Understreg i det udleverede materiale, hvor de centrale pointer er, så du kan påvise det under eksaminationen.

Skriv stikord og fagbegreber ned til hver af spørgsmålene, som du er blevet bedt om at besvare.

Sørg for at disponere tiden således at du kan nå at besvare alle spørgsmålene ved eksaminationen.

Er der tale om en synopseksamen med 24 timers forberedelse, så er det vigtigt at øve din præsentation for at se, om du kan holde dit oplæg inden for den aftale tid.

3: Eksaminationen

Nu skal du ind og præsentere eksamiantor og censor for alt, hvad du har fundet ud af i forberedelsen!
Brug dine stikord fra forberedelsen, når du skal besvare dine spørgsmål og vis hvor i teksterne, billederne og tabellerne, du finder de faglige pointer, som du fremlægger.

Hvis der er tid til overs er det en god ide, at perspektivere dit eksamenstema til andre faglige temaer.

Der kan være mange og forskellige bedømmelseskriterier ved de forskellige fags eksamener, men generelt gælder det, at:

  • Man skal besvare de stillede spørgsmål med fagets begreber og metode
  • Man skal tydeligt bruge det udleverede materiale i eksaminationen
  • Man skal fagligt kunne uddybe sine svar og selv tage initiativ til at sige mere om det pågældende emne eller perspektivere til andre temaer/materialer

De gode råd er fra Søren Jensen