Spring til hovedindhold
Book

Mød Nyborgs ordblindeambassadør

I anledningen af den Internationale Ordblindeuge er Louise udnævnt til ordblindeambassadør. Da Louise gik i skole og læste en tekst i dansk, skulle hun ikke kun læse den én eller to gange – hun skulle læse den 7-8 gange, før hun forstod, hvilken historie de sorte bogstaver på det hvide papir dannede.

  • Jeg har altid vidst, at der var noget. Jeg havde også ekstraundervisning i skolen, fordi de godt vidste, at der var et eller andet, men på det tidspunkt var der ikke så meget tale om ordblindhed, så man blev bare betragtet som lidt dum, fortæller Louise Skovbo Krum.

Til trods for, at hun blev stemplet som ”lidt dum”, så har hun klaret sig godt. Hun har i mange år arbejdet som butikschef i Netto og hun er også uddannet zoneterapeut og massør og har i dag også sin egen klinik. I 2017 ville hun prøve noget andet, men hun vidste ikke hvad - hun havde jo svært ved at læse og skrive.

En bekendt sagde, at jeg da kunne få taget en test, forklarer hun, og herefter tog hun kontakt til HF & VUC FYN i Nyborg, hvor hun besluttede sig for at starte på hf. Derudover fik hun taget en ordblindetest.

Ord på ordblindheden

Det var her, jeg fandt ud af, at jeg var ordblind,” fortæller Louise om sit møde med HF & VUC FYN i Nyborg og fortsætter:

  • Da jeg var blevet testet, og fik at vide, at jeg var ordblind, var det ikke nogen overraskelse for mig, men det var alligevel rart at få sat ord på, og have på skrift, at jeg havde den funktionsnedsættelse.

For første gang i sit liv, fik hun hjælpemidler til, når hun skulle læse og skrive.

  • Jeg fik nogle redskaber, da jeg startede her, så jeg var ikke tvunget til at læse det 7-8 gange, siger Louise.

Brug hjælpemidlerne

I 2019 afsluttede Louise sin hf, og samme år begyndte hun på uddannelsen til fysioterapeut på UCL i Odense, som hun er færdig med i 2024 – og noget som hun aldrig havde drømt om, men som blev muligt, fordi hun blev testet og fik hjælp.

  • Jeg sagde ja til at være ordblindeambassadør, både fordi jeg syntes det kunne være spændende, men også for at fortælle folk, at det at være ordblind, det er ikke noget man selv kan gøre for, forklarer hun og fortsætter: Og man har så mange hjælpemidler, som kan hjælpe én igennem uddannelserne – ellers havde jeg heller ikke læst videre. Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle læse til fysioterapeut.

Louise har en klar opfordring til andre ordblinde:

  • Brug hjælpemidlerne så meget som muligt. Lær at bruge dem, og få hjælp til det fra folk, der kender til det.