Spring til hovedindhold
Book

Øget behov for efteruddannelse kræver nye tilbud

Det er en vigtig samfundsopgave at hjælpe det stigende antal ledige under Covid-19 krisen. Vi har derfor udviklet nye fleksible uddannelsestilbud, for at ledige kan komme i gang med opkvalificerende undervisning hurtigst muligt.

Selvom de gennemsnitlige ledighedstal på Fyn er under landsgennemsnittet, har Covid-19 krisen givet mange mennesker en usikker tid på arbejdsmarkedet. En stor gruppe mennesker har allerede mistet deres arbejde, mens andre er blevet midlertidigt ledige eller er kommet på nedsat tid.

"Det er en kæmpe udfordring for vores samfund, og vi står over for en vigtig opgave med at hjælpe de ledige videre så godt som muligt. Den opgave vil vi som HF & VUC FYN gerne være med til at løse, og vi er vant til at tilpasse vores uddannelsestilbud til samfundets behov", fortæller Grethe Bjært, der er afdelingsleder.

Online kurser med ret til dagpenge eller SU

Skolen har derfor udviklet helt nye undervisningsforløb, som starter nu, for at kunne give de ledige et tilbud om uddannelse og hjælpe dem hurtigt videre.

De nye forløb på HF & VUC FYN afvikles som fjernundervisning, hvor man undervises online hjemmefra. Det er en meget fleksibel uddannelsesmåde, da man i høj grad selv kan planlægge sin tid. Man kan kombinere forskellige fag og niveauer fra 9. - 10. klasses niveau og HF-niveauer, og det er muligt at få sammensat et forløb, så man kan beholde sin ret til dagpenge eller søge om SU.

Åbner døre til brancheskift

Uddannelserne som HF & VUC FYN udbyder, kan give adgang til erhvervsuddannelser og de efterfølgende hovedforløb, så man på Erhvervsskolen kan gøre hele erhvervsuddannelsen færdig. Andre fag kan give adgang til mellemlange- eller videregående uddannelser, og på den måde åbner VUC’erne dørene til et eventuelt brancheskifte.

"HF & VUC FYN danner i forvejen rammen for en lang række fleksible uddannelser, og nu har vi oprettet helt nye forløb, så man ikke behøver at vente til august med at komme i gang. Når man pludselig står uden et arbejde eller står på mere usikker grund på arbejdsmarkedet, er der her en mulighed for, at man kan styrke sine kompetencer og på sigt komme i gang med den uddannelse, man måske tidligere havde drømt om. Vi kan være springbrættet til at komme videre", siger Grethe Bjært.

Erhvervsrettede kurser

"Vi har ligeledes udviklet helt nye forløb til ledige som er ordblinde eller som ønsker at blive bedre til at læse, skrive og regne via forberedende voksenundervisningsforløb (FVU). Fagenes indhold er planlagt på sådan en måde, at de er rettet mod jobs, hvilket betyder, at vi arbejder med emner som er relevant ift. at finde et nyt arbejde. Som en del af projekt Job i Spil vil der være mulighed for at få ekstra støtte", udtaler Grethe Bjært.

"Vi har allerede fået en del tilmeldinger, og det er godt, at vi kan give et tilbud til nogen, der har brug for det og pludselig har fået mulighed for at bruge tid på uddannelse", siger Grethe Bjært.

Forandring og fleksibilitet

Også hos Danske HF & VUC, der er en forening for landets i alt 30 VUC’er, er man ikke i tvivl om, at VUC-sektoren spiller en vigtig rolle for at løse samfundets nye udfordringer under og efter Covid-19 krisen.

"Danske HF & VUC er klar til de forandringer, der måtte komme, da tilpasning af undervisning og viljen til forandring er en del af sektorens dna. Vi er vant til at tilpasse os og udvikle undervisning til aktuelle behov", fortæller formand for Danske HF & VUC, Pernille Brøndum.

"Det handler om at skabe gode veje til, at så mange som muligt kan uddanne sig. Ingen kan endnu se omfanget af den økonomiske krise, men uanset hvad, skal vi indstille os på en tid med øget behov for efteruddannelse, fordi fremtidens arbejdsmarked stiller krav til, at medarbejderne hele tiden udvikler deres kompetencer. Hos VUC vil vi gerne bidrage til at løse en samfundsopgave, der er vigtigere end nogensinde", siger Pernille Brøndum.