Social integration af voksne gennem entreprenørskab


Odense skal være vært for første konference i et nyt internationalt projektsamarbejde med fokus på social inklusion
Til forskel fra mange andre projekter er formålet at skabe politisk indflydelse og samarbejde via et nyt europæisk netværk kaldet ENTNET. Netværket vil have fokus på entreprenørskab inden for voksenuddannelse.
I projektet bliver det også undersøgt, hvordan undervisning af voksne med fokus på udvikling af den enkeltes særlige kompetencer kan virke socialt inkluderende. Samtidig skal projektet være med til at forbedre samarbejdet mellem nationale og regionale netværk inden for voksenuddannelsesområdet.
Projektet er EU-finansieret med midler fra Erasmus + og udføres i Danmark i et samarbejde mellem blandt andet VUC Storstrøm og HF & VUC FYN.
Social inklusion
Projektet motiveres af, at der i hele Europa er en stor andel lavt uddannede, der mangler de formelle kompetencer, der skal til for at kunne passe ind på det almindelige arbejdsmarked. Samtidig er der et øget behov for, at almen voksenuddannelse også omfatter “læring i entreprenørskab”, da entreprenante og innovative kompetencer er grundlæggende færdigheder, der kan støtte voksne i uddannelse til at blive inkluderet på arbejdsmarkedet. Med entreprenørskab menes den enkeltes særlige kompetencer og ikke de traditionelle som det at læse, skrive og regne. Det kan fx være en borger har særlige kompetencer inden for sociale medier eller andre særlige færdigheder, der kan være en styrke i forhold til en arbejdsplads.
I projektsamarbejdet arbejdes der ud fra en tro på, at der med den rette inspiration og vejledende værktøjer kan opbygges og leveres en række uddannelsesmæssige støttemuligheder.
SIATE-projektet vil levere en række værktøjer og ressourcer til en vidensbank rettet mod relevante interessenter. Formålet med vidensbanken er at samle viden og undersøge markedet af formel og uformel uddannelse inden for entreprenørskab og innovation. Temaerne, der fokuseres på, er karriereplanlægning og social inklusion.
Konferencer – den første i Danmark
Der vil blive afholdt flere konferencer i Danmark, Italien, Tyskland, Norge og Irland i løbet af 2021 og 2022. Formålet er at sætte fokus på området, indsamle viden og skabe politisk indflydelse.
Den første konference bliver afholdt i Danmark den 13. oktober efterfulgt af en international konference i november den 25. november.
SIATE-projektet ledes af VUC Storstrøm fra Danmark i samarbejde med andre europæiske partnere, herunder HF & VUC FYN (Danmark), Fønix (Norge), Pädagogishe Hochshule Freiburg (Tyskland), Archivio della Memoria (AdM) (Italien) og Universal Learning Systems (ULS) (Irland).
Kontakt
Hvis du har spørgsmål eller brug for yderligere informationer, er I velkommen til at kontakte Pernille Skov Sørensen, Projektleder: pss@vucstor.dk / tlf. 40450604.
Link til introduktionsvideo: SIATE introductory video