Vil bryde tabuet om ordblinde


Ordblindeambassadør Phillip Devantier vil bryde tabuet om ordblinde
Kan man sætte sig ind i, hvordan det er at være ordblind? I et samfund med enorme mængder information på skrift, hvor vi ofte kommunikerer via mail eller sms, kan det være svært at være ordblind. Men det kan også være svært for andre ikke-ordblinde at sætte sig ind i, hvordan hverdagen er for en ordblind.
I forbindelse med den internationale Ordlindeuge i uge 40 har HF & VUC FYN udnævnt stand-up komiker, Phillip Devantier, til Ordblindeambassadør. Han har været med i undervisningen en dag på VUC og fået øjnene op for ordblindes daglige udfordringer.
Phillip er uddannet folkeskolelærer, så det var en hjertesag, da VUC spurgte ham om han ville være ambassadør. I sidste uge deltog han i undervisningen på et ordblindehold og fik en snak med de unge og voksne på holdet. De fortalte både om livet som ordblinde og mange lignende erfaringer fra folkeskolen, hvor de ikke fik hjælp og blev placeret bagerst i klassen, fordi der manglede ressourcer eller kompetencer til at håndtere dysleksi.
- Det kan jo ikke nytte noget, at vi taber nogle allerede i folkeskolen. Det er da en samfundsopgave, som vi skal tage hånd om.
Han blev også præsenteret for forskellige læringsredskaber og it-hjælpemidler, som kursisterne får til rådighed som ordblinde og hvor stor en forskel, det gør.
- Jeg er ekstremt positivt overrasket over, hvor gode de her hjælpemidler rent faktisk er i dag. Jeg har prøvet AppWriter og forskellige læringsmidler, som kunne læse en avisartikel op for mig eller indtale i mikrofonen, som skriver det for mig. Det er anderledes. Man skal lære at lære på en helt anden måde end den klassiske måde.
Philip håber, at den internationale Ordblindeuge kan være med til at belyse hele emnet og sætte streg under ’der er ikke noget galt med jer, fordi I er ordblinde’. Det gør ikke nogen til et dårligt menneske, eller at man er dum. Det betyder blot, at når ordblinde læser, så har de nogle vanskeligheder, som de skal have hjælp til. Derfor er Ordblindeugen vigtig i forhold til at bryde tabuet. Og på sigt give de mennesker, der går rundt med lavt selvværd, et løft, så de lærer at tro på sig selv:
- Der ikke er nogen, der skal føle, at de ikke kan tage en uddannelse, bare fordi de er ordblinde. Selvfølgelig kan de det. Uanset om det er et barn eller en voksen, så er der ikke noget galt i at være ordblind. Det skal ikke være en hæmsko. Det betyder bare, at du har nogle andre forudsætninger eller andre måder, at gøre tingene på.
Philip Devantier vandt DM i stand-up i 2018 og lever i dag som professionel komiker. I fremtiden kan han ikke udelukke, at der vil snige sig at par jokes om ordblindhed med i hans shows. Men måske er det nærmere et emne, han vil belyse, når han holder foredrag for unge om overgangen fra barn til voksen. Uanset er det efter hans mening vigtigt, at samfundet tager fat i den tabu, som dysleksi stadig er farvet af:
- Jeg tror stadigvæk, det er et kæmpe tabu. Bl.a. fordi vi lever i et samfund, hvor vi konstant får at vide, at danske unge skal konkurrere på viden. Og det må da være hårdt, når man ved, at man har svært ved bare at læse en bog. Så længe ordblindhed er en ting, så er det noget, vi er nødt til at tale om i mange år endnu.