Spring til hovedindhold
Book

Betina og Andrea fik en frisk start

37-årige Betina og 43-årige Andrea kvittede deres job som henholdsvis frisør og dagplejer og tog springet tilbage på skolebænken, hvor fag i dansk, samfundsfag og matematik er første skridt til en ny karriere.

For både Betina og Andrea gik vejen til fremtiden igennem HF & VUC FYNs EUX-forløb. Et tilbud til dem, der ikke lever op til de skærpede krav på EUX-uddannelsen. Vi tog en snak med dem begge om, hvordan det har været at komme tilbage på skolebænken.

Havde kun en 9. klasse

”Jeg havde været frisør i 19 år, og jeg kunne bare ikke se mig selv som frisør mere. Min veninde er studievejleder, og hun fik mig i kontakt med Tietgen, som så henviste mig til HF & VUC FYN, for jeg havde jo kun en 9. klasse”, fortæller Betina om, hvordan hun havnede på HF & VUC FYN i Odense.

For Andrea var det en fyring efter 16 år som dagplejer, der blev anledningen til at starte på EUX-forløbet.

”Efter jeg blev fyret, tænkte jeg, hvad jeg så skulle. Og så fandt jeg ud af, at jeg gerne ville være lægesekretær”, fortæller Andrea.

Nerver før første skoledag

Efter henholdsvis 19 og 16 år væk fra skolebænken var det med en smule nervøsitet, at bøgerne blev pakket til første skoledag.

”Jo, vi var da lidt spændte på, om man nu kunne finde ud af det, men jeg synes egentligt, at vi ret hurtigt fandt ud af det og lærte at tage tingene, som de kommer, fortæller Andrea.

Og de mange år væk fra skolebænken viste sig i stedet at give visse fordele, mener Betina.

”I nogle fag som fx matematik, der var jeg ikke så stærk, men i samfundsfag, der har vi noget erfaring, som vi kan trække på i undervisningen”.

Nyder undervisningen

”Jeg har været meget glade for lærerne, og især Anders Bugge er bare min totalt yndlingslærer”, griner Betina. ”Han er sig selv, og så er han bare inspirerende at lytte til og ved mange ting. Han brænder virkelig for sit fag”.

Lærerne var dog ikke det eneste gode ved undervisningen. Medkursister i alle aldre gav grobund for gode diskussioner i klassen.

”Den yngste var vel 18 år, og jeg var den ældste med 43 år. Det var fedt og gav et meget frisk pust i undervisningen”, fortæller Andrea.

Uddannelse og familieliv hånd i hånd

På trods af et farvel til en god fast indkomst og et goddag til SU og elevløn er det for både Betina og Andrea lykkedes at få familieliv og uddannelse til at gå op i en højere enhed. Ikke mindst takket være god opbakning på hjemmefronten.

”Min mand er lærer, så han synes bare, det er fedt. Og det passer også godt, når man har en lille dreng, så vi kan være mere sammen, end da jeg arbejdede og ofte kom sent hjem, fortæller Betina.

Og rådet til andre, der drømmer om at starte på en frisk, er klart.

”Bare kast jer ud i det”, lyder det samstemmende fra begge.

”Det er så inspirerende, og man bliver helt videbegærlig. Min eneste fortrydelse er, at jeg skulle være gået i gang noget før, lyder konklusionen fra Betina.

”Ja, det samme her”, lyder det fra Andrea.

Efter sommerferien står den så på EUX-uddannelsens grundforløb inden for retningen kontor og ledelse for både Betina og Andrea.