Det er vigtigt for mig at få en god fremtid


Atef er rigtig glad og taknemmelig for at læse medicin. Det er et hårdt studie, hvor man skal være meget selvstændig og holde styr på, hvor meget man skal læse og hvad. Men det er også et drømmestudie, der sikrer ham en god fremtid, hvilket har været hans motivation, siden han som 15-årig kom til Danmark og begyndte på sprogskole. Siden da har han arbejdet målrettet på at få høje karakterer, der ville give ham adgang til en god uddannelse. Han ved, at hårdt arbejde betaler sig, selvom han skulle starte fra basisniveau.
"I Afghanistan var jeg ikke så god til matematik. Jeg startede helt fra bunden. Da jeg kom på VUC, kunne jeg mærke, at mit sprog blev bedre. Jeg kunne godt lide dansk og læste rigtig mange noveller. Det var superspændende, og det hjalp mig".
Atefs lærere så, at han begyndte at klare sig bedre, især i matematik. Hurtigt kom han på D-niveau og kunne snart starte i 9. klasse for voksne. Målet var at arbejde hårdt for at komme hurtigst muligt igennem VUC og videre til universitetet.
"Jeg havde de rigtige materialer, gode undervisere, lektiecafé osv. til rådighed, så jeg vidste godt, hvilken vej jeg skulle gå. Alt var tilgængeligt. Spørgsmålet var bare, hvor hårdt jeg ville arbejde. Især når man kan få SU, fordi så behøvede jeg ikke arbejde ved siden af mit studie. Uddannelsessystemet er so nice her i Danmark."
Gode minder og gode studievaner
24-årige Atef har været sindsygt glad for at gå på HF & VUC FYN. Han kommer stadig forbi, hvis han er i Odense:
"Jeg får sådan en god følelse, når jeg træder ind ad døren, fordi jeg klarede mig så godt her. Jeg har haft så mange søde og hjælpsomme lærere, der har hjulpet mig."
Noget af det, som han netop lærte på VUC, er den kultur med, hvordan man arbejder hårdt. Han fik nogle gode studievaner, lærte om stresshåndtering og samarbejde med kammerater.
"Da jeg startede på basis niveau på avu, havde jeg svært samarbejde, så jeg fik at vide, at jeg skulle opføre mig pænt".
Han fandt også ud af, at han lærte bedst ved at læse derhjemme, hvor der ikke var nogen forstyrrelser. Han flyttede hjemmefra som 18-årig, fordi det var svært med disciplinen derhjemme, hvor der altid var nogen, der larmede. Han valgte fester og kærester fra og isolerede sig i eksamenstiden for at kunne koncentrere sig. I perioder vendte han også døgnrytmen, så han kunne læse om natten. Det er også noget, han har gavn af i dag, hvor han arbejder som ventilatør og sygeplejerskevikar ved siden af medicinstudiet.
Da Atef startede på basisniveau, kunne han ikke finde ud af at gange. Han er så taknemmelig for al den hjælp, han har fået fra sine lærere og friheden i at kunne lægge sit eget skema på hf-enkeltfag.

Jo flere 12-taller, jo højere blev forventningerne
I løbet af årene på VUC fandt Atef ud af, at han er god til at huske og god til at præstere under pres. Begge dele er en fordel til eksamen, hvor man er presset. Og så voksede interessen for de naturvidenskabelige fag, der gav mening for ham.
"Der var en del naturfag som fysik og biologi, som jeg elskede, fordi jeg har altid hørt de religiøse svar på naturvidenskaben. Så det var spændende for mig at se det fra science-siden".
Efterhånden som han hev flere og flere 12-taller hjem, steg forventningen og motivationen for at få en god uddannelse, som ikke krævede så meget sprog.
"Jeg regnede med, at jeg ville læse computer, men så blev jeg ved med at få høje karakterer. Det var kun engelsk, der trak mit snit ned pga. sproget. Hvis jeg havde været bedre til engelsk, havde jeg læst fysik, men medicin er bedre for mig, da al pensum er på dansk".
En stor fordel at kunne sammensætte sit eget skema
Da Atef fandt ud af, at han ville læse medicin, kunne han i højere grad begynde at planlægge sit skema og kombinere valgfag. Det var meget motiverende at undersøge mulighederne for uddannelse og spekulere over, hvordan han kunne sammensætte sit skema med hjælp fra sin vejleder og ministeriets beskrivelser af fagene. Han valgte at tage de naturvidenskabelige fag samtidig og forsøge at sprede de fag, som var sværere for ham, over flere semestre:
"Det er en stor fordel, at man selv kan sammensætte sit skema. Men for mange kan det være svært, hvis man ikke ved hvilken indsats hvert fag kræver. Især hvis man er ny i Danmark. Jeg lavede en fejl, som kostede mig tid, fordi jeg kom til at tage et fag, som jeg ikke behøvede. Men det kommer jo også an på, hvad man har af fremtidsplaner".
Han valgte også målrettet at prioritere sin arbejdsindsats, så han fokuserede ekstra på de fag, der ville tælle med i karaktergennemsnittet:
"Jeg læste ikke hårdt på kemi, fordi jeg vidste godt, at det ikke ville komme med i mit snit. Så jeg valgte at læse hårdt på nogle af de andre fag, som ville hjælpe mig snit. Og jo mere man læser, jo hurtigere kommer du igennem. Det er den bedste fordel, vi har på VUC".