Et ønskejob i filmbranchen


Med på OFF21
Når Odense Internationale Film Festival (OFF21) starter i august, har Peter Berggaard en finger med i spillet på hele 4 kortfilmsproduktioner i konkurrenceprogrammet.
I 2017 afsluttede Peter Bjerggaard en Film-medie hf på HF & VUC FYN Faaborg. Og siden da har han brugt stort set al sin tid på at dygtiggøre sig inden for filmfaget. Han har fundet en niche, hvor han har specialiseret sig som klippeassistent og DIT. Forkortelsen DIT står for Digital Imaging Technician, og er kort fortalt en person, som er med til at forbedre filmoptagelserne og hjælpe fotografen med at skabe de bedst mulige billeder.
Og i dette arbejde er Peter Bjerggaard kommet så langt, at han er en del af produktionen på fire ud af de seks FilmFyn-støttede kortfilm, som i år er udtaget til konkurrenceprogrammet i den internationalt anerkendte kortfilmfestival OFF21.
Vejen ind i en filmverden
Efter Film-medie hf’en har Peter arbejdet ved Odense Filmværksted, filmskolen 18Frames og deltaget i produktion af filmskolefilm. Han har haft forskelligt freelancearbejde, som langsomt har udviklet sig til større projekter og har indtil nu lavet 3 spillefilm som DIT.
Arbejdet som klippeassistent og DIT er et område, som man ikke direkte kan uddanne sig til, på samme måde som til instruktør eller fotograf. ”Jeg har taget mange kurser og efteruddannet mig siden hf’en på VUC i Faaborg”, fortæller Peter. Og dertil kommer oplæring fra andre i branchen. Sideløbende med at han har haft freelance filmarbejde, har Peter desuden taget en uddannelse som IT-supporter, for at lære mere om fx håndtering af filer og grundlæggende viden om IT og databaser. Og det har givet ham god erfaring, på et efterspurgt felt.
Faaborg er Fyns filmby
”Det var i min efterskolelærer på Langeland, Steen Bech som er filmklipper, der sagde at jeg skulle tage til Faaborg, hvis jeg gerne ville arbejde med at lave film. Han opfordrede mig direkte til at starte på Film-medie hf. Jeg var kun 17 år dengang”, fortæller Peter Bjerggaard.
Han husker VUC i Faaborg som en hyggelig skole med nogle gode lærere. Det var samtidig et plus at Klar til film - Station Next lå lige ved siden af skolen. Det gav et godt udgangspunkt for at komme til at arbejde med film.
”Vores filmlærer, Mikael Woelke, var god til at få etableret forbindelser til Odense Filmværksted og den lille filmskole Station Next imens vi gik på Film-medie hf. Det er en branche, hvor et af nøglepunkterne er netværk. Forbindelserne til filmmiljøet uden for skolen, er noget af det bedste jeg har fået med fra Film-medie hf’en”, fortæller han.
Peter har stadig kontakt til flere andre kursister fra uddannelsen i Faaborg, som også er fortsat med at arbejde indenfor filmfaget. For som han siger, er det godt at holde tæt sammen med dem man kommer ind i faget med.
Ønskejobbet
Nogle af Peters arbejdsopgaver kan rent praktisk være at se alle rå-optagelser til en film igennem. Det kan være tidskrævende, eftersom der kan være 10 timers filmmateriale til en kortfilm på 20 minutter. Desuden kvalitetstjekker han optagelserne og laver komprimerede filer, som instruktøren kan se løbende for hver optagedag. På den måde kan instruktøren have et overblik over de filmoptagelser, der er i gang.
En del af arbejdet er også at lave back-up af materialet. ”Det er et kæmpe ansvar, fordi man sidder med dyrebare filer, fortæller han.
Da vi spørger Peter om, hvad det bedste job han kunne ønske sig i fremtiden er, svarer han hurtigt og overbevist: ”Det har jeg allerede.” Peter Bjerggaard har senest fået arbejde i Edithouse i København inden for det fag han brænder for og har lejet et pendlerværelse for at kunne overnatte der i produktionsperioderne.
Når OFF21 kører i august er Peter Bjerggaard dog helt almindelig festivalgæst og glæder sig til at se de andre film der er med på festivalen.
Vi ønsker tillykke med udvælgelsen og krydser fingre for filmene i OFF-konkurrencen.
De seks Film Fyn støttede kortfilm er: Den druknede, Angel, Uden barn, Deroute, Halbal og Det er så yndigt. Se det fulde konkurrenceprogram her: https://filmfestival.dk/en/official-selection/