Spring til hovedindhold
Book

Jeg troede bare, at jeg havde svært ved matematik

Mathilde blev allerede i 4. klasse testet for talblindhed og har derfor længe vidst, at der var en naturlig grund til, at hun havde svært ved matematikken, men Mike blev først testet for talblindhed i 10. klasse.

Forestil dig, at du skal ind i en butik og købe en kop kaffe. Du har 200 kr. i kontanter, men alligevel er du usikker på, om det nu er nok til at betale for kaffen. Det er ikke pga. af den stigende inflation, du er i tvivl om det, men fordi du er talblind, og derfor du ikke kan vurdere, om 200 kr. er det samme som 20, 40 eller 2000 kroner. Du har ingen fornemmelse for tallene. Lige som du heller ikke nødvendigvis har fornemmelse for rum og tid. Sådan er det for 1-2 % af den danske befolkning. De lider af talblindhed.

Mathilde og Mike går begge på HF & VUC FYN Nyborg. Som så mange unge på deres alder er de i gang med en HF – dog skiller de sig ud på den måde, at de netop er talblinde.

- Det er svært at forklare, hvordan det er at være talblind, for jeg har jo aldrig prøvet andet, siger Mike, men prøver alligevel at forklare det: Forestil dig, at du er højrehåndet, men at du skal klippe med en venstrehåndssaks. Det føles ikke naturligt, man klipper ikke skarpt, og det bliver aldrig rigtigt pænt,” forklarer Mike. Mathilde tilføjer:

- Der er noget, man kan tillære sig, men man kan aldrig 100% forstå det. Det sidder aldrig 100% fast.

Viden om talblindhed skal udbredes

Mathilde blev allerede i 4. klasse testet for talblindhed og har derfor længe vidst, at der var en naturlig grund til, at hun havde svært ved matematikken, men Mike blev først klar over sin talblindhed i 10. klasse, hvor han af sin lærer blev opfordret til at lade sig teste. Herefter fik han også et papir på, hvorfor matematikken altid har drillet ham.

- Jeg troede bare, jeg havde svært ved matematik. Jeg var altid den sidste til matematikopgaverne i folkeskolen, også selv om jeg virkelig prøvede, forklarer Mike.

Både Mathilde og Mike ønsker at viden om talblindhed bliver større og mere udbredt. Mens Mathilde tidligt kendte til grunden til sine udfordringer, så vidste Mike ikke, hvorfor han havde vanskeligt ved matematikken – det var nok bare sådan det var – og for ikke at vække for megen opmærksomhed, holdt han sig tilbage med at spørge sine undervisere flere gange i folkeskolen.

- Læreren siger godt nok, at man bare skal spørge om hjælp, så mange gange man vil. Men når man så spørger om hjælp tredje gang, så har de givet op på en, og det der suk kommer. De tager måske ens vanskeligheder personligt – det kunne jeg godt føle for mit vedkommende. At de måske blev lidt sure over, at man havde svært ved det – måske fordi de troede at man bare var doven.

Støtteundervisning hjælper

Mathilde har fået støtte i folkeskolen, og hun har også tidligere modtaget undervisning hos Bibbi Visby, der er talblindeekspert hos HF & VUC FYN Nyborg, sideløbende med at hun gik i 9. klasse, for at kunne gennemføre afgangseksamen i matematik. Efter et år på efterskole var hun klar til at starte på HF for talblinde i Nyborg, hvor der også er ekstra støtte til matematikken.
For både Mathilde og Mike er den indlagte ekstraundervisning i matematik altafgørende:

- I Bibbis (underviseren red.) kan vi både tale om de opgaver, vi har, og hvilke udfordringer, der er med dem, men vi taler også meget om hverdagsproblematikker, og hvordan vi kan finde en løsning på dem, forklarer Mike.

Og netop den ekstra støtteundervisning er noget, som de sætter pris på. Udover at de får bekræftet deres udfordringer, så har de nu også nemmere ved at tale om deres problemer i den almindelige undervisning:

- Jeg synes, man kan mærke, at de ekstra timer oven i den almindelige undervisning. Hos Bibbi får man italesat sine problemer som gør, at man nemmere kan snakke om det i undervisningen. Derudover får vi bekræftet, om en udfordring vi har i undervisningen, kan relateres til vores talblindhed, forklarer Mathilde.

Fremtidsdrømmene er de ikke helt sikre på, men de har fået mod på mere

- Jeg er ikke helt afklaret med, hvad jeg vil være, det håber jeg på at blive efter matematikeksamen, og jeg ser, hvordan det går, for der er jo mange uddannelser, der kræver et niveau af matematik, siger Mike.

Mathilde er lidt mere afklaret og drømmer at blive lærer.

- Jeg kunne godt tænke mig at arbejde på en efterskole, hvor jeg også kan dyrke idræt. Der er jo også den fordel, at man selv kan vælge de fag, man vil have, forklarer hun.

Tegn på talblindhed kan være, at man bl.a. har vanskeligt ved at læse tal, vurdere størrelser eller orientere sig på et kort, i en opskrift eller lignende.

Selv om der ikke er megen forskning og viden indenfor talblindhed, så har HF & VUC FYN Nyborg har specialiseret sig i den viden, der er, og er med til at udvikle metoder til, hvordan folk med talblindhed bedst kan hjælpes. Ved HF & VUC FYN Nyborg ligger en tal- og aktivitetspark, som er specielt udviklet til fysisk indlæring af regning og matematik.

Har du mistanke om at du er talblind, eller kender du en, så kan du blive testet hos HF & VUC FYN Nyborg. Læs mere her.