Spring til hovedindhold
Book

Kursistrådsformanden takker af

Morten var ikke så vild med folkeskolen og droppede ud efter 7. klasse. Efter flere år som automekaniker kunne han mærke, at tiden var moden til noget nyt, så han sagde sit faste job op og startede på avu for at færdiggøre sin 9. klasse. I dag har han gennemført en fuld hf enkeltfag og kan stolt sætte huen på.

Folkeskolen var ikke det store hit hos 26-årige Morten. Tiden blev ikke ligefrem brugt på at lave lektier, og han fattede hurtigt interesse for biler og de store drenge, der stjal hans opmærksomhed.

"Jeg blev mobbet i folkeskolen, var skoletræt og så hang jeg ud med de store drenge. Det var fedt at hænge ud sammen med dem hver aften – og så kom jeg ikke op om morgenen. De voksne kunne ikke få mig til at blive i skolen, så jeg droppede ud". 

Efter at være droppet ud af folkeskolen begyndte han at arbejde med biler. Efter nogle år med skiftende arbejder og en tur til Thyborøn som fisker. Herefter tog han en uddannelse som automekaniker, hvor han arbejdede i 5 år. 

"Jeg skulle ikke være fisker, så jeg gik i gang med automekaniker-uddannelsen, da det var en barndomsdrøm at arbejde med biler. Efter nogle år i branchen kunne jeg mærke, at der skulle ske noget andet. Og derfor valgte jeg VUC, fordi det var det bedste tilbud for mig".

Avu blev en ny start 

"Da jeg først havde besluttet mig for, at jeg ville i gang med at læse igen, sagde jeg mit faste job som automekaniker op samme dag". 

Morten startede på avu i 2015, fordi han havde behov for at færdiggøre folkeskolen, hvilken betød dansk, engelsk, matematik og naturvidenskab på G-niveau. 

"Jeg havde en del blandede følelser for at skulle starte i skole igen, men jeg var klar over, at jeg gerne ville læse igen, og det var det vigtigste. Men det var hårdt". 

Morten havde et stort drive fra starten og gik derfor også hurtigt fra G-niveau på avu til at starte hf enkeltfag i 2017. 

"Det krævede en stor indsats, og man skal vise, at man gerne vil det. Og i sidste ende er det, det værd". 

Næste skridt for Morten var derfor at starte på en hf-uddannelse, hvilket han gjorde i 2017, med en drøm at blive ejendomsmægler. 

"Skolen er god til at rumme alle slags typer af kursister, og det er med til at gøre det til et godt sted at gå i skole. Det gør, at man kan udvikle sig - også på det personlige plan".

Kursistrådet

Morten er formand for kursistrådet og har været det siden 2017. Efter kun at have været en del af kursistrådet i en kort periode, trådte den daværende formand ud. Morten havde et ønske om at gøre en forskel for skolen og kursisterne, og han blev derfor hurtigt valgt som den nye formand for kursistrådet. 

"Jeg er socialt anlagt og ønskede at være en del af et fællesskab. Igennem kursistrådet har jeg været med til at gøre en forskel for skolens kursister". 

I kursistrådet er Morten og de resterende medlemmer meget optagede af, at det skal være rart at være kursist på skolen. 

"Hvis vi har et dårligt studiemiljø, så påvirker det vores læring". 

Morten fortryder ikke at have været en del af kursistrådet og vil varmt anbefale det til andre, som har lyst til at være en del af et fællesskab. 

Vi ønsker Morten al muligt held og lykke fremover.