Livet har ikke altid været nemt for 32-årige Katrine, der voksede op i et hjem med alkohol, omsorgssvigt og lidt for frie rammer. Det urolige miljø fremprovokerede hendes borderline, som hun blev diagnosticeret med som ung. Lidelsen betød, at hun havde svært ved at styre sit temperament, hvilket gav mange problemer i skolen. Hun havde meget fravær og lavede ballade de dage, hvor hun besluttede sig for at møde op, så hun kom langt bagud i timerne. I 7. klasse gik hun ud af skolen og brugte de fleste år i sin ungdom på at drikke og tage stoffer. Trods flere forsøg på at starte i skole igen, lykkedes det ikke at gennemføre en afgangseksamen.
"Jeg har aldrig haft særlig meget selvtillid og troet på, at jeg kunne komme videre. Jeg har altid fået at vide, at jeg ikke ville blive til noget. Jeg var lidt af en uregerlig teenager og gik en masse i byen, røg ind i slåskampe og blev anholdt."
Livet i fængsel
I 2016 blev hun anholdt i en narkosag og fik en døm på 8 måneder for salg af stoffer. Hendes kæreste og mor blev også dømt i sagen, og pludselig tog det frie liv en ny drejning. Inden dommen sad hun varetægtsfængslet i 7 måneder, hvoraf de 23 timer i døgnet foregik i isolation. Hun måtte ikke se sin familie, så længe efterforskningen foregik, og kunne kun sende breve, som blev gennemlæst af politiet.
"Jeg har altid haft svært ved at være alene og været meget uselvstændig, så det var frygteligt hårdt at sidde i isolation og have uvisheden om, hvornår jeg skulle i retten, og hvornår jeg kom ud igen. Det var svært at have nogen, der skulle bestemme over én hele tiden og en masse regler, der bare skulle overholdes. Der var ingen mand eller mor, der kunne hjælpe mig, og jeg måtte lære at klare mig selv."
Som indsat får man ikke særlig mange penge, så Katrine fik et gangmandsjob, hvor hun skulle op og gøre rent hver dag. Tidligere havde hun ikke være særlig mødestabil, men i fængslet havde hun ikke en eneste sygedag i alle de måneder, hun sad inde. Og det har hun aldrig prøvet før.
"Hvis jeg ikke kom på arbejde, så var der ikke nogen penge. Jeg var fuldstændig overladt til mig selv, og det har åbenbart været vigtigt for mig at lære, for jeg har ikke lært det før. Det skete en stor forandring med mig, og den var ikke kommet, hvis jeg ikke havde siddet inde."
Blev enige om at lægge deres liv om
Katrine blev løsladt ret pludseligt, og eftersom hun fik en kortere dom end sin mand og mor, var hun overladt til sig selv, da hun kom ud. Det var hårdt at komme ud i den store verden, hvor hun skulle styre alting selv, fra at leve i en beskyttet tilværelse i fængslet, hvor alting bliver besluttet for én: hvornår du må komme i bad og på toilet osv. Heldigvis havde hun nogle gode veninder, som besøgte hende i fængslet, og de var der, da hun kom ud, men hun kunne stadig se frem til at besøge sin mand i fængslet i mange år fremover. Derfor tog de en fælles beslutning om, at de blev nødt til at ændre deres livsstil. Slut med kriminalitet, stoffer og fængselsophold.
"Det kan ikke fungere for mig, at vi skal undvære hinanden i så lang tid nogensinde igen. Det er ikke det, jeg vil. Og vi kan jo ikke få børn og så risikere, at han skal væk i så lang tid. Der skete noget i fængslet med os begge, og det var nok den lange straf, der skulle til. Min mand kunne også godt se det. Så vi besluttede at gå i gang med en hf begge to."
Back to school
For 12 år siden tog Katrine nogle enkelte fag på VUC, men hun havde lyst at tage dem igen, fordi hun følte, at hun kunne gøre det bedre i dag. Hun har gennemgået så stor en personlig forandring, at folk fra hendes fortid nok ville have svært ved at genkende hende i dag. Nu har hun lært at passe skolen og har et fravær på 2,6%. Selvtilliden kommer snigende, eftersom hun klarer sig godt i flere og flere fag.
"Da jeg startede, følte jeg ikke, at jeg havde kompetencerne til at gå på hf, fordi jeg er så hamrende usikker på mig selv. Og det er uanset hvad jeg får at vide. Lige så snart der er noget, jeg ikke kan finde ud af, så går det mig rigtig meget på. Derfor troede jeg bare, jeg var heldig, da jeg fik gode karakterer til de første eksamener. Men efterhånden begynder jeg at tro lidt på, at jeg måske har rykket mig, siden jeg gik her for 12 år siden."
Katrine er blevet god til at kæmpe for at lære at finde ud af tingene, også selvom det er svært. Hun bruger meget tid og energi på at læse tingene igen og igen i de naturvidenskabelige fag, hvor det ikke hænger helt så godt ved som i andre fag. Men hun føler, at de fleste lærere gør en ekstra indsats og har stor forståelse for hendes vanskeligheder, så hun får hjælp til at komme igennem det.
