Mathias lever af at live-streame


Mathias blev hf-student på VUC i sommeren 2019 på linjen HF Innovation. Mens han gik på VUC prøvede han kræfter med at live-streame, og dag for dag steg hans seertal. I dag er han selvstændig og lever af at game og live-streame på sin Twitch-kanal ’Mathraws’. Dette forår har han bl.a. lavet reklame for HF eSport som influencer.
"Hvis man drømmer om at kunne leve af at streame, skal man også være forberedt på nogle forskellige ting. Man kommer til at have en ustabil indkomst. Nogle måneder kan gå godt, og nogle måneder kan gå dårligt. For mig personligt ville det gennemsnitligt give en bedre indkomst, hvis jeg blev pædagog eller lignende. Men jeg vil hellere have mit drømmejob og tjene mindre, end jeg vil tjene kassen og have et job, som jeg faktisk ikke bryder mig om, at møde op til hver dag. Og det samme gælder faktisk hele vejen rundt, når det kommer til udtrykket "influencers". Ja, nogle tjener rigtig fint, men det er kun en håndfuld på hver platform. Og derfor er jeg igen glad for, at jeg har chancen for at læse videre, for hvem ved, måske kan jeg ikke leve af det i morgen?"
Hvad du lever af i dag?
"I dag lever jeg udelukkende af live-streaming. Jeg streamede allerede i min fritid da jeg gik på VUC, og da jeg endnu ikke var helt sikker på, hvad jeg ville læse videre til, og samtidig kunne mærke en voksende interesse for min Twitch-kanal, valgte jeg at tage chancen og gå fuldtid på live-streaming."
Hvordan du kom i gang med din karriere som influencer?
"Jeg har altid gamet en masse, og jeg har altid set en masse Twitch, men da jeg mest har hygge-spillet og aldrig følt mig særdeles god til nogle spil, har jeg altid skubbet tanken om at starte med at streame væk. Men tanken om at prøve, at gå i gang med streame blev ved med at ligge og lure, så da jeg en dag fik fat i noget mere eller mindre primitivt udstyr, prøvede jeg det af.
Dag for dag steg mit seertal, og dér gik det op for mig, at man ikke nødvendigvis behøver at ligge på et semi-professionelt niveau indenfor gaming for, at folk gider at glo på én.
Det, at jeg ikke spiller på højt niveau, gør også, at jeg kan koncentrere mig mere om live-chatten, hvilket nok er hovedårsagen til, at jeg kan leve af at live-streame."
Har du et godt råd til at forfølge sine drømme?
"Jeg tror ikke, der er noget ensidigt svar på, hvordan man skal planlægge sin fremtid, da alle er forskellige. Men for mig personligt, er jeg rigtig glad for, at jeg tog min HF, som har gjort, at jeg har et sikkerhedsnet i at studere videre, når jeg føler for det. Jeg ved allerede, at jeg næste år søger ind på sono- og mediekommunikation. Men det gør jo ikke, at jeg ikke kan fortsætte med, at have streaming som mit fritidsjob."