Ifølge børne- og undervisningsministeriet er 5-7 procent af befolkningen ordblinde. 53-årige Ole Kaløre Andersen er én af de mange, som aldrig har fået hjælp til sine udfordringer. Før nu. Ordblindeundervisning på VUC er i dag på skemaet.
- Jeg har altid vidst, at jeg var ordblind, og jeg har aldrig taget mig sammen til at tage hånd om problemet. Men da jeg blev skilt for to år siden, tænkte jeg, at nu skulle det være. For indtil da havde min kone været min højre hånd. Bogstavelig talt.
Sådan siger Ole Kaløre Andersen fra Flemløse, der siden efteråret 2021 har været i gang med aftenundervisning for ordblinde på VUC i Glamsbjerg. Skemaet lyder på tre lektioner hver onsdag aften frem til sommerferien, så han samtidig kan passe sit dagjob som smed. Undervisningen for unge og voksne foregår på små hold med 4-6 deltagere, og som Ole Kaløre Andersen udtrykker det:
- Jeg fortryder, at jeg ikke gjorde det for 30 år siden, men det føles godt at være i gang nu. Så kan jeg sætte flueben ved det også, siger han og tilføjer, at han egentlig læser fint, men det er selve skriveprocessen og endelser på ord, der spiller ham et puds.
Fra tabu til hjælp
Kursister til ordblindeundervisning på VUC kommer fra alle slags erhverv og alle slags baggrunde. Nogle har først fundet ud af i en sen alder, at de er ordblinde, mens andre som Ole har vidst det siden barndommen. Udfordringen er dog ens for alle. Det bliver mere og mere krævende at kunne læse og klare sig skriftligt ifølge Inge-Lise Høst Nielsen, som er ordblindeunderviser på VUC i Glamsbjerg. Hun ser dog også en positiv tendens i tiden.
- Det er ikke mange år siden, man begyndte at tale om, at ordblindhed ikke har noget med intelligens at gøre. Det har været tabubelagt at være ordblind, men heldigvis kommer der mere og mere opmærksomhed på det, og her på VUC har vi også lavet forskellige forløb, hvor vi for eksempel har haft kendte ordblinde til at komme og fortælle deres historier. Det hjælper virkelig. Så det tabu der eksisterede, er langsomt ved at lægge sig, pointerer Inge-Lise Høst Nielsen og uddyber, at det også er lettere at få hjælp til sin ordblindhed i dag, fordi læse-skriveteknologien hele tiden udvikles, ligesom det er lettere at høre lydbøger og få oplæst artikler online.