Ordblindhed er ikke en hindring for et godt liv!

Mette Riis Jensen er uddannet ergoterapeut og bor til daglig i Odense. Men vejen til uddannelsen som ergoterapeut har ikke just været banet for Mette. I sit første gymnasieår blev hun endelig erklæret ordblind, men de første tegn på ordblindheden opstod allerede i Mettes børnehavetid.

Hjælpemidler er vigtige

I børnehaven havde Mette massive taleproblemer. Hun fik støtte fra en talepædagog, men fik først et ”rigtigt” sprog i 4. klasse. Samtidig var det også i 4. klasse, at en læsetest kunne påvise, at Mette var ordblind. Skolen mente dog ikke, at ordblindhedens omfang var nok til specialundervisning. Det blev derfor Mettes omgangskreds og ikke mindst hendes forældre, som måtte påtage sig den ekstra undervisningsopgave. Hjælpen fra forældrene resulterede i gode karakterer gennem hendes skoletid, men på grund af den store forældrestøtte Mette fik til skolearbejdet, kunne karaktererne ikke give et reelt billede af hendes faglige niveau.

Efter en tur på efterskole startede Mette på en naturvidenskabelig gymnasieretning, der indeholdt en masse praktiske forsøg. På studieretningen klarede Mette sig godt, men ordblindheden resulterede i, at hun altid fik en karakter eller to lavere i de skriftlige eksamener end i de mundtlige. Mettes engelsklærer mente, at niveauet simpelthen bare var for højt, til de evner Mette havde. Hun fik derfor en mentor, hvilket resulterede i, at hun i 3.g skrev sin hidtil bedste opgave.

I gymnasietiden blev Mette tilbudt flere forskellige hjælpemidler, som kunne gøre skoletiden lettere, men som ikke hjalp med den grammatiske del af opgaveskrivningen. Mette trænede derfor kontinuerligt på grammatikken, og hun udviklede en metode, hvor grammatikken blev forstået gennem logik i stedet for intuition.

Voksenliv og mødet med VUC

På ergoterapeutuddannelsen var det de sproglige artikler, som gav Mette problemer. Men da uddannelsens afslutning nærmede sig, modtog hun et tilbud om at spille en rolle i et forskningsprojekt. Mettes gruppe var indforstået med, at hun var ordblind, og kombinationen af gruppens støtte og gode hjælpemidler skabte et godt resultat.

Allerede inden Mette startede på sit job som ergoterapeut, vidste hun, at der ville komme problemer med dokumentationsopgaver. Men i starten var dokumentationsopgaverne minimale. I takt med at hun opbyggede en arbejdsmæssig erfaring, blev dokumentation og journalnotater en større del af jobbet. Mette følte, at hendes kollegaer havde den fordom, at hun ikke kunne producere en tekst uden stavefejl, og hun begyndte derfor at bruge utrolige mængder energi på at producere teksterne. Det gjorde, at presset i Mettes hoved blev for meget og at hun fik problemer med selv simple formuleringer. Mette søgte derfor hjælp hos virksomhedens leder, og sammen blev de enige om ordblindeundervisning på VUC.

Undervisningen på VUC har givet Mette en målrettet undervisning, samt givet hende konkrete hjælpemidler og værktøjer, som kan benyttes på både arbejde og i privaten. Generelt har tiden hos VUC, gjort at Mette bruger markant mindre energi og tid på at skrive end tidligere. Mette skriver selv om sin tid på VUC:

"Rikke, vores underviser, udfordrer os til at se det at skrive og læse helt anderledes end tidligere. Tidligere tænkte jeg, at en lydbog ikke var det samme som at læse eller at en indtalt tekst ikke var det samme som at skrive.”

Det har printet sig fast i Mette, og hun er nu efter mange år endelig begyndt at læse bøger igen, nu blot med ørerne. Læsningen er blevet en nydelse for Mette, hvor det tidligere var forbundet med mange kræfter og ubehagelige læseoplevelse.

Læsningen bidrager desuden til Mettes ordforråd, der på sigt hjælper hende med at kunne formulere sig. Forløbet hos VUC har derfor givet Mette mange muligheder og værktøjer til at gøre hverdagen og arbejdslivet overskueligt. Forløbet har gjort, at Mette har lært sig selv og sin ordblindhed bedre at kende gennem de tillærte værktøjer, men også ved selv at kunne se sine begrænsninger og muligheder.

I dag kender Mette vigtigheden af at kunne tage imod hjælp og at kunne finde nye rutiner. Forløbet har givet hende mod til at kunne påtage sig arbejdsmæssige opgaver på lige fod med andre ansatte, men hvor hun samtidig gør det klart fra start, at alle arbejdsdage ikke er ens for en ordblind person:

”Jeg kan arbejde på lige fod med andre, blot jeg har mine hjælpemidler installeret på min PC. Måske løser nogle opgaver sig bare lidt anderledes for, at jeg kan arbejde mest effektivt.”

Mette pointerer afslutningsvis, at det i fremtiden er vigtigt med en hurtig indsats mod ordblindhed. Hendes erfaringer har gjort det klart, at det er vigtigt med tidlig opsporing, hjælp og værktøjer, der skal skabe det fundament, som gør fremtiden for ordblinde meget lettere.