Spring til hovedindhold
Book

Vi skal hjælpe hinanden, selvom vi er forskellige

Kursistrådsformand Claus har et vigtigt budskab: Vi skal være der for hinanden og støtte hinanden, selvom vi er forskellige. Alle har noget at bidrage med.

Da Claus som 25-årig startede på hf, var han den næstældste i klassen og 10 år ældre end den yngste elev i klassen. Det var lidt svært at starte, fordi hans indstilling nok var, at han var et andet sted i livet end de unge.

- Men jeg fandt ud af, at på trods af at der er nogle, der er yngre, så kan jeg lære noget fra mig, og jeg kan også lære en masse af dem, der er yngre end mig.

I dag er han super glad for den aldersdiversitet, der er i klassen, og derfor lyder en venlig opfordring, at vi skal lade os inspirere af hinanden og bruge de forskelle, der er imellem os til noget positivt.

Manglede et mål med uddannelse

I årene efter folkeskolen prøvede Claus kræfter med nogle forskellige skoler. Han startede som elektriker på Teknisk Skole og gik ½ år på HTX, men begge uddannelser var ikke det rette for ham. Han tog i stedet en rejseguideuddannelse og arbejdede som guide i Tyrkiet en sommer. Dernæst brugte han nogle år på hjælpe sin far med at bygge hus, arbejde som kassemedarbejder og i et bil-leasingbureau, hvor han fik gode erfaringer og et stort ansvar. Han vidste, at han – når tiden var rigtig – nok skulle starte på en uddannelse, men trak tiden lidt, da han var glad for sit job med kollegerne og god løn.

- Det har altid været svært for mig at sidde på skolebænken, og jeg har haft nogle år, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg skulle. Jeg manglede nok den der ambition om, hvad jeg skulle bruge min uddannelse til.

Ambition om at læse fysik på Uni

Claus endte med at blive inspireret af sin storesøster, der startede på en akademisk uddannelse, og kontaktede en studievejleder, som anbefalede ham at starte på hf. Claus har altid været interesseret i naturvidenskab og lavet forsøg og eksperimenteret med at bygge maskiner derhjemme. Han har før forsøgt på at starte egen virksomhed og været tæt på at lave et patent. Men efter samtale med studievejlederen fandt ud af, at han gerne vil studere fysik på universitetet.

- Jeg har altid været naturvidenskabeligt interesseret, men har fået dårlige karakterer i folkeskolen i de fag, så det kom bag på mig, at jeg synes fysik var spændende.

I 2019 startede han på FYNs HF, hvilket var lidt af en omvæltning. Han skulle lige vænne sig til et SU-budget og måtte flytte i en mindre lejlighed og nedjustere sit forbrug.

- Nu er jeg modnet på en helt anden måde og kan godt se den røde tråd i det hele, så jeg nyder det. Jeg elsker at lære og kan blive sådan helt høj af at lære noget nyt – særligt indenfor de naturvidenskabelig fag.

I løbet af de snart 2 år på hf er han blevet inspireret til at undersøge andre uddannelser. Selvom han har haft fysik-studiet for øje hele tiden, så har han nu udskiftet sin førsteprioritet og sigter efter at starte på ingeniøruddannelsen på linjen ’Civilingeniør med speciale i fysik og teknologi’.

Brænder for Kuristrådets stemme

Frem til sommerferien sidder han fortsat i stolen som formand for Kursistrådet og brænder for at give kursisternes stemme en plads i det arbejde, skolen laver. Først og fremmes skal alle elever gøres opmærksom på, at Kursistrådet findes, og at de kan bruge det via deres klasserepræsentant.

- Jeg vil gerne skabe en dagsorden, hvor hver klasserepræsentant samler spørgsmål eller punkter, der skal diskuteres i kursistrådet. Et demokratisk forum, hvor vi kan diskutere løsninger på evt. problematikker.

Lige nu fylder corona selvfølgelig en del på møderne, men derudover snakker Kursistrådet også om kantinen, rygning og parkeringspladser og håber, at de snart kan holde fredagsbar og fester igen.