VUC har givet mig blod på tanden til at komme videre med livet


Fra grænseoverskridende til rette vej
Morten starter med forberedende voksenundervisning på VUC for at få de basale færdigheder som dansk, matematik, engelsk og it på plads. Men også for at forberede ham til et liv, som han aldrig havde troet, han skulle snuse til igen. Derefter glider han over i en almen voksenuddannelse, der netop kan give ham papir på det, han aldrig fik. En afgangseksamen.
- Jeg begyndte på VUC i november 2020, og i starten var det kun to dage om ugen, fordi det var meget nyt for mig at gå i skole igen. Det var faktisk lidt grænseoverskridende – for det var jo en skole. Men det var ikke slemt, da jeg endelig kom i gang, og faktisk var det rigtig hyggeligt. Det var voksne mennesker, gode lærere, sjove timer, og da jeg begyndte at få endnu flere timer på, blev det endnu sjovere, fortæller Morten, som for første gang har følelsen af at blive hjulpet på rette vej.
Fremtidsdrøm og overskud
Det er ikke kun dansk, matematik og naturvidenskab, som Morten har fået med sig fra VUC. Han står i dag både med et eksamensbevis i hånden og en fremtidsdrøm i tankerne. Med hjælp fra vejledere på VUC har han med egne ord fået blod på tanden til at arbejde. Til at komme videre med livet.
- Min plan er at starte på SOSU-hjælperuddannelsen til sommer, for jeg er megagod til mennesker, og jeg er god til at tale med mennesker. Og nu har jeg endelig overskuddet til at gøre noget ved det, slutter han.
Artiklen er lavet i samarbejde med Fyens.dk