Spring til hovedindhold
Book

Anton har fået lov til at modnes i sit eget tempo

Det bedste ved FLOW er fællesskabet. Jeg vil mindes alle vores grin, de sjove tider, de mange ekskursioner til forskellige kunstudstillinger og vores oplevelser sammen.

På FLOW er der plads til at vokse og udforske sig selv.

2 kreative år på FLOW er slut, og Anton ser tilbage på en tid, hvor han har fået lov til at modnes i sit eget tempo. Siden den første skoledag har Anton følt sig omsluttet af det gode fællesskab på tværs af begge årgange, der ofte hygger sig i haven udenfor skoletid. FLOW brander sig på at være et sted, hvor der er plads til alle, og det kan han i høj grad nikke genkendende til:

- Man bliver taget vildt godt imod på FLOW med åbne arme. Vi er en stor flok kreative mennesker, der modnes sammen og er vildt gode til at løfte hinanden op.

Man skal aldrig sige aldrig

Anton går på Kunst & Design, hvor han er meget optaget af design-processer og af at forme ting med hænderne. Hans mor er uddannet pottemager, så han har altid haft frit spil til at gå ud og forme ting i deres keramik-rum i garagen. På efterskolen tilbragte han også meget tid i lerværkstedet, og det falder ham naturlig at arbejde med ler og at forme kroppen.
Han er blevet inspireret af de dedikerede lærere, der virkelig har taget hånd om eleverne som kreative mennesker i den daglige undervisning. De har deres eget atelier og læringsrum, hvor man må alt. Her er maling på gulvet og masser af plads til at udforske nye materialer og teknikker.

- Det har været fedt at prøve alle mulige ting af. Alt kreativt er fedt, og jeg har ikke en yndlingsdisciplin.

Han har lært, at man aldrig skal sige aldrig til kreative processer, nye materialer og at udforske sig selv. Som kunstner er man ofte sig egen værste kritiker, men trods mange dygtige talenter i klassen, har han ikke oplevet konkurrence i klassen, men nærmere et støttende læringsrum, hvor de har givet hinanden masser af respons og fundet ny inspiration sammen.

- Det bedste ved FLOW er fællesskabet. Jeg vil mindes alle vores grin, de sjove tider, de mange ekskursioner til forskellige kunstudstillinger og vores oplevelser sammen.

Det sværeste har været min personlige udvikling

Særligt har det rummelige studiemiljø givet grobund for en vigtig, men også til tider en lidt hård personlig udvikling. Det er svært at blive voksen og lære nye ting og klare det hele selv, men han oplever, at det på FLOW er nemmere at ændre sig og udforske sig selv – uden at man skal passe ind i en bestemt gruppe.

- Rent personligt er jeg virkelig modnet de her to år. Jeg er blevet mere selvsikker, fordi her er rum til at ændre sig. Der er ikke sygt hårde forventninger til, hvordan man skal være fra dag til dag. Vi har alle hjulpet hinanden igennem.

Livet skal ikke være på en bestemt måde

Venskaberne på FLOW består, selvom elever flyver hver deres vej efter sommerferien. For Antons vedkommende venter et sabbatår med masser af arbejde, rejser, højskole og måske endda en tur forbi militæret.

- Jeg vil opleve og lære så mange ting, som jeg overhovedet kan. Jeg vil både springe bungy jump og tage danse- og sølvsmedekursus. Jeg har fundet en ro i at være voksen og tage tingene, som de kommer. You Only Live Once. Det skal ikke være på en bestemt måde, det er livet for kort til.