Spring til hovedindhold
Book

Da ordene blev mine igen – og friheden fulgte med

Først som pensionist blev Troels testet for ordblindhed. I dag har han fået IT-værktøjer, der gør det lettere at læse, skrive og klare sig selv.

Det begyndte med et opslag i Ældre Sagens blad. Her læste den nu 75-årige Troels, at man online kunne blive testet for ordblindhed. Han besluttede sig for at prøve – og testen viste, at han var ordblind. Det har han nok altid inderst inde vidst, men nu har han fået en ny forståelse for de vanskeligheder, han har haft med sig gennem hele livet.

I dag går Troels til ordblindeundervisning hver onsdag formiddag. Her lærer han blandt andet at bruge digitale værktøjer, der kan støtte ham i hverdagen.

  • Jeg føler, at det har hjulpet mig rigtig meget, og det har givet mig et helt nyt syn på det hele.

Lærerne sagde, at jeg var doven

I skolen havde Troels svært ved at læse og skrive. Men han fik aldrig en forklaring på, hvorfor det var så svært.

  • Lærerne sagde, at jeg var doven, og at jeg ikke gad at læse, men jeg havde jo virkelig svært ved det.

Stavningen voldte problemer, og det var også svært at sætte kommaer og punktummer. Når han fik at vide, at han bare kunne slå ordene op i en ordbog, var det ikke nogen stor hjælp.

  • Hvis man ikke ved, hvordan man staver ordet, så er det jo svært at bruge en ordbog.

Alligevel har Troels haft et langt og alsidigt arbejdsliv. Han har blandt andet været kok, sømand i militæret, hjælper på et plejehjem og fængselsbetjent i 16 år. Senere uddannede han sig til teknisk assistent og arbejdede i 15 år inden for det område.

På både Teknisk Skole og de forskellige arbejdspladser vidste man, at han havde svært ved at læse og skrive, og han fik hjælp, når det var nødvendigt. Men der var stadig frustrerende at være afhængig af andre.

Fra egne ord til færdig tekst

I dag er det især skrivningen, der har fået nye muligheder.

Tidligere var Troels ofte nødt til at få hjælp af andre, hvis han fx skulle skrive til kommunen eller andre offentlige myndigheder. Nu har han lært at bruge programmet Cliarly, som blandt andet støtter ham med læsning og skrivning.

Det fungerer således, at han først med egne ord skriver det, han gerne vil sige. Derefter kopierer han teksten over i Cliarly for at arbejde videre. Programmet kan blandt andet læse teksten højt og give forslag til at omformulere den ved hjælp af kunstig intelligens.

  • Jeg synes, det er meget smart, at Cliarly kan omformulere teksten, så det lyder lidt pænere. Jeg får selvfølgelig lige læst teksten højt, og hvis det er okay, kopierer jeg den tilbage over i mit dokument.

Det betyder, at Troels kan koncentrere sig om det, han gerne vil fortælle, i stedet for at gå i stå over stavningen af et enkelt ord.

Forskellige IT-værktøjer til forskellige behov

Der findes rigtig mange forskellige IT-værktøjer, som kan hjælpe ordblinde. Valget af program afhænger af den enkeltes behov og af, hvad værktøjet skal bruges til i hverdagen.

Troels bruger programmet Cliarly, fordi han har brug for et værktøj, der kan gøre ham selvhjulpen i forskellige situationer – bl.a. ved at få tekst læst op og få hjælp til at stave og formulere tekst. Cliarly er baseret på generativ AI, som kan understøtte netop disse behov.

Andre ordblinde bruger fx programmet AppWriter, som også giver støtte til læsning og skrivning. Værktøjer med brug af generativ AI må ikke benyttes til eksamen, og derfor skal kursister på fx hf bruge andre hjælpemidler med almindelige kompenserende funktioner i stedet for AI-baseret tekstgenerering.

Når hjælpemidler åbner nye muligheder

For Troels handler det ikke om, at læsning og skrivning pludselig er blevet let. Men han har fået nogle redskaber, som gør, at vanskelighederne ikke længere behøver at stå i vejen på samme måde.
Og måske er det netop det, der betyder mest.

  • Det har givet mig helt vildt meget. Det er en helt ny verden, der har åbnet sig for mig.