Ét år blev til fem


Da Kenneth begyndte på HF & VUC FYN i Nyborg i 2021, var planen egentlig enkel. Han ville tage et enkelt år, få genopfrisket sine skolekundskaber og forbedret sine karakterer. Derefter skulle han videre…
Fem år senere, i juni 2026, stod han med studenterhuen på hovedet.
For Kenneth er huen kulminationen på en rejse, der begyndte med en 9. klasse på HF & VUC FYN Nyborg, fortsatte gennem 10. klasse og endte med en fuld hf-eksamen.
Vejen dertil har ikke været lige
Som barn skiftede Kenneth skole i gennemsnit én gang om året på grund af flytninger. De mange skoleskift betød, at han aldrig rigtig nåede at falde til ét sted, og da han begyndte i Nyborg, var tanken derfor også, at opholdet kun skulle være midlertidigt. Samtidig kæmpede han med personlige udfordringer og var begyndt i psykiatrien.
- Jeg havde en masse, jeg skulle slås med inde i hovedet. Da jeg kom i psykiatrien, blev jeg spurgt, hvad mit mål var. Det var uddannelse, fortæller Kenneth.
- Jeg er startet på VUC så mange gange, men denne gang tænkte jeg, at nu skulle jeg gennemføre ét år. Jeg skulle have genopfrisket nogle skoleting og karakterer, og så skulle jeg videre i teksten igen.
Men efterhånden som året gik, begyndte andre at se et potentiale i ham, som han ikke selv havde fået øje på.
- Da jeg nærmede mig enden på det år, stod der en underviser og sagde: "Du kan godt tage 10. klasse med også. Det kan du sagtens klare." Så skrev jeg mig op til 10. klasse.
Da 10. klasse nærmede sig sin afslutning, gentog historien sig.
- Da jeg var ved at afslutte det, stod der ikke én, men to undervisere og sagde: "Du kan sagtens klare en hf." Så skrev jeg mig op til hf, og så har det kørt derfra, forklarer han.
For Kenneth blev forskellen især mødet med mennesker, der ikke gav slip, når tingene blev svære. Tidligere havde han været vant til at gå videre, hvis han stødte på modstand.
- Hver eneste gang, jeg mentalt har stødt hovedet mod en mur, så har jeg bare stoppet og fundet noget andet at lave.
Men sådan blev det ikke på HF & VUC FYN i Nyborg.
- Da det skete her, var der nogle, der hev fat i mig og spurgte, om jeg var okay, og om vi ikke lige skulle have en samtale. Herefter fandt vi et system, der virkede for mig. Det var skidegodt at have nogle, der ’gave a shit'.
Og uddannelsesrejsen stopper ikke med studenterhuen. Hans egne erfaringer med at møde udfordringer og få støtte undervejs har givet ham en retning for fremtiden. Derfor startede han i september på socialrådgiveruddannelsen i Odense, og det var ikke et svært valg. Han har selv oplevet betydningen af, at nogen ser muligheder frem for begrænsninger.
- Jeg ved, hvor meget det betyder, når der er nogen, der tror på dig, også når du ikke selv gør. Det er noget af det, jeg gerne vil give videre.