Spring til hovedindhold
Book

Et kreativt, positivt og farverigt miljø

”Vi går måske i noget lidt mærkeligt tøj, men hvis jeg selv synes, det er fedt, så går jeg i det”, fortæller 17-årige Clara Svendsen, der går på HF & VUC FYNs populære 2-årige hf, FLOW.

FLOW retter sig mod unge, der gerne vil krydre deres hf med undervisning i musik, teater, kunst og design. Clara går på musik-linjen, og hun er glad for at være blevet en del af et ”kreativt, positivt og farverigt miljø”, hvor der er plads til alle.

”Jeg tror, at FLOW handler meget om, at man gerne må være den, man vil være, og derfor går man bare i det tøj, som man vil. Man bliver meget accepteret for den, man er”, fortæller hun.

Hf med et kreativt tvist

Ud over de traditionelle fag, som dansk og matematik byder musiklinjen på undervisning i både musikteori og drama. Fagene kombineres med praktisk undervisning i et instrument, som de unge selv vælger. Og selv om hun faktisk allerede var startet på gymnasiet, var det udsigten til mere tid med instrumentet i hænderne og muligheden for blive dygtigere til at spille bas, der fik Clara til at skifte til FLOW.

”Det var meget teori på gymnasiet, og man fik ikke lov til at spille så meget. Men her får man både teorien samtidig med, at man får lov til selv spille og optræde, fortæller Clara, der ser frem til at udvikle sig musikalsk i løbet af uddannelsen og blive mere tryg ved at stå på en scene.

”Jeg tænker meget på musikken. Selvfølgelig regner jeg også med at blive god til alle de andre fag, men jeg vil gerne udvikle mig musikalsk. Jeg vil også gerne lære, hvordan jeg bliver lidt mindre sceneskræk. Ikke fordi jeg lider meget af det, men jeg vil gerne bare prøve nogle nye ting og kaste mig ud i det. Jeg tror også, det er noget, man kan bruge fremadrettet, fx når man skal til eksamen”.

Et godt sammenhold

Clara har kun gået på uddannelsen i nogle uger, men allerede nu føler hun, at der er et godt sammenhold – også på tværs af klasserne.

”Der er mange, der kommer fra efterskole, så der er mange, der kender hinanden i forvejen. Men jeg synes, at vi er gode til at få alle sammen med. Vi snakker også sammen med de andre klasser. Jeg kan godt lide, at man ikke kun har ét klasselokale, så man kun samler sig ét sted. Vi sidder samlet uden for klasserne, så man også har en chance for at snakke med de andre klasser”.

Band både i fritiden og i skolen

Ved siden af skolen spiller Clara i rockbandet ”Only half evil”, men hun ser frem til også at komme til at spille sammen med sine med-kursister på FLOW senere i forløbet. Også selv om nogle af de andre måske spiller bedre end hende selv.

”Det virker som om de andre har lidt mere styr på teknikken, så det kan da godt være, at det bliver lidt grænseoverskridende første gang, man skal spille sammen. Men jeg tror, at vi alle sammen har det på den måde”.

Ikke musiker - nødvendigvis

Selv om musikken fylder meget lige nu, så er det ikke nødvendigvis en fremtid som musiker, der venter Clara, når hun en gang er færdig med uddannelsen.

”Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg vil, men jeg kunne i hvert fald godt tænke mig at arbejde med mennesker”. Det kunne også være noget undervisning af børn, og der kan man jo også bruge musikken”.

Fakta om FLOW

FLOW er en fuld hf for dig, som vil bruge dine kreative sider - men som også har brug for en kompetencegivende uddannelse. På FLOW har du mulighed for at dyrke dit talent samtidig med, at du kan tage en fuld hf.

FLOW klæder dig på til en videregående uddannelse, hvad enten du skal være musiker, skuespiller eller noget helt tredje. FLOW afvikles i samarbejde mellem HF & VUC FYN i Odense og Kulturskolen 1748.

Læs mere om FLOW her