Spring til hovedindhold
Book

Fra værksted til uni

Efter at have været i lære som mekaniker fandt 26-årige Rasmus ud af, at det ikke var det rigtige for ham. Han ville hellere gå den akademiske vej og læse videre.

I dag går Rasmus på 2-årig stx, der giver ham en hurtig vej til universitetet og en studenterhue.

En hurtig vej til uni

  • Jeg har prøvet lidt af hvert, fortæller Rasmus med et smil.

Efter en læreplads som mekaniker og et tidligere forsøg på gymnasiet, var det tid til at tænke i nye baner.

  • Jeg fandt ud af, at jeg nok ville passe bedre ind andre steder. Og qua min alder så måtte det gerne gå lidt hurtigt.

2-årig stx et godt match for Rasmus, fordi det er så tidseffektivt. Her kan han tage en gymnasial uddannelse, som er adgangsgivende til de lange uddannelser på universitetet. Han har valgt en samfundsvidenskabelig linje med matematik på A-niveau og fysik på B-niveau. Det er med et klart mål for øje:

  • Jeg vil læse cand.merc på universitetet. Så jeg har valgt fag, der giver adgang.

Man skal følge med fra dag ét

At tage stx på 2 år er en intens uddannelse, og Rasmus indrømmer, at det var lidt af en omvæltning at komme i gang:

  • Det krævede lige en tilvænning at sidde stille og koncentrere sig i mange timer. Men nu går det faktisk rigtig fint.

Man kommer ikke sovende til resultaterne og skal være forberedt på at høre efter, møde op til timerne og lave sin lektier, for der er knald på fra dag ét.

  • Man skal være klar på at lægge en indsats. Det går hurtigt, og man skal følge med, ellers kommer man bagefter. Men det er fedt, for man lærer meget – og hurtigt.

Søges: en god klassedynamik

Rasmus valgte netop 2-årig stx for at få en oplevelse af at gå i gymnasiet og en god klassedynamik. Noget af det, Rasmus sætter allermest pris på, er det faste fællesskab i klassen:

  • Det betyder meget for mig, at vi er i en klasse sammen hver dag. Man lærer hinanden at kende, og det gør det sjovere at gå i skole. siger han.

Læs mere om 2-årig stx her

Studenterhue med betydning

For Rasmus er det ikke bare en eksamen – det handler også om at gennemføre noget vigtigt: at man er lykkes med at stå tiden igennem.

  • Studenterhuen betyder virkelig noget for mig. Den symboliserer, at jeg har klaret det – at jeg har lært noget nyt og er vokset som menneske.

Han er ikke i tvivl om, hvem den 2-årige stx er for:

  • Hvis du har en idé om, hvor du vil hen, og gerne vil hurtigt videre, så er det her en virkelig god vej. Du får en rigtig gymnasieoplevelse – bare lidt mere komprimeret.

Rasmus glæder sig til at tage næste skridt mod universitetet. Men først skal huen i hus:

  • Jeg glæder mig helt vildt til at blive student og komme videre. Det her har været det helt rigtige valg for mig.