Spring til hovedindhold
Book

Gustav fandt sin kurs på HF-Søfart

Det fede ved HF-Søfart er, at undervisningen også er praktisk og ikke kun teori. Og at fællesskabet, der minder meget om det på en efterskole.

I dag er en særlig dag på HF-Søfart, hvor Gustav hejste flaget som den første HF-søfartselev, der blev færdig. For 18-årige Gustav fra Faaborg har de sidste tre år på HF-Søfart været noget helt særligt. Dét, der begyndte med en interesse for søfart, er i dag blevet til en klar plan for fremtiden: Han vil være kaptajn.

  • Tiden er bare fløjet afsted, siger Gustav, når han ser tilbage på sin tid på uddannelsen.

Søfart lå allerede i blodet

Det var under et skolebesøg, at Gustav første gang hørte om HF Søfart. Men interessen for livet til søs havde allerede rødder i familien.

  • Min morfar var kaptajn hos ØK, så søfart har ligesom altid fyldt noget hjemme hos os.

Selvom han også overvejede stx, blev det hurtigt klart, at han ønskede noget mere praktisk og kombinationen af den boglige hf og de maritime fag blev derfor afgørende for hans valg.

  • Jeg ville gerne lave noget. Det fede ved HF-Søfart er jo, at undervisningen også er praktisk og ikke kun teori.

Et fællesskab som på efterskole

Gustav har boet på skolen alle tre år – både på to- og tremandsværelser – og beskriver det som en oplevelse, der minder meget om efterskolelivet.

  • Det har været rigtig godt at bo på søfartsskolen. Man kommer meget tæt på hinanden, og det skaber et helt særligt fællesskab.

Det sociale har fyldt meget i hverdagen.

  • Vi har set film i tv-stuen, spillet spil, gået ture eller bare været sammen. Jeg har fået nogle rigtig gode kammerater, som jeg helt sikkert kommer til at holde kontakten med.

 

Praktisk undervisning gav retning

Det er især den praktiske del af uddannelsen, der har gjort indtryk på Gustav.

  • Søfartsfagene med arbejdsmiljø og sikkerhed, navigation, styrmandsdelen og skibsteknik – er nogle af de fag, jeg virkelig har syntes var spændende.

Drømmen om en fremtid på havet har været der længe. Allerede i folkeskolen var Gustav i praktik på Oslobåden, og det gav ham tidligt et indblik i livet til søs.

  • Jeg har længe tænkt på at læse til skibsfører. Og jo mere jeg lærer om jobbet, jo mere sikker bliver jeg på, at det er det, jeg vil.

Stærkere fagligt og personligt

Hf-delen på VUC har også gjort en stor forskel – især fagligt.

  • Jeg har haft nogle sindssygt gode lærere. Jeg har virkelig lært meget – især i matematik. Jeg var ikke så god i folkeskolen, men her har min lærer lagt meget vægt på, at vi skal lave gode noter, og det har virkelig hjulpet.

Første stop: Mærsk

Nu venter et halvt års sabbat, inden næste store skridt.

  • I januar 2027 skal jeg i praktik hos Mærsk. Det bliver vildt spændende at komme ud i hele verden med et stort containerskib.

Selvom drømmen om at blive kaptajn står klart, er Gustav stadig nysgerrig på, hvilken vej han præcis vil gå.

  • Den helt store drøm er at blive kaptajn. Men jeg vil gerne prøve en masse forskelligt, for jeg ved endnu ikke, om det bliver langfart, færger eller krydstogtskibe, jeg vil sejle på fremadrettet.

Efter praktikken hos Mærsk starter Gustav på SIMAC i august 2027, hvor han skal læse til skibsfører.

  • Jeg får merit for uddannelsen som ubefaren skibsassistent, som man får med HF-Søfart, så det giver mig et rigtig godt forspring.

Hvis Gustav skal give et råd videre til andre unge, er det enkelt:

  • HF-Søfart er for dig, der gerne vil prøve noget nyt og måske få lidt af den der efterskoleoplevelse. Uanset om du har erfaring med søfart eller ej, så er undervisningen spændende, og du får både en masse kurser og en fuld hf oveni.

Læs mere om HF-Søfart her