Jeg har lært mig selv at kende - som ordblind og som Sofie

Hvad er det, der er svært for dig som ordblind?

20-årige Sofie har altid vidst, at det tog lidt længere tid for hende at læse end for andre. Allerede i folkeskolen kunne hun mærke forskellen, når hun stadig var i gang med første side af en bog, mens klassekammeraterne var halvvejs. Hun blev udredt for ordblindhed allerede i 3. klasse, så det har altid været en del af hende.

Jeg har svært ved lidt af det hele, men mest det med at læse og holde koncentrationen. Jeg har aldrig følt, jeg ikke kunne skrive eller stave – det har bare taget længere tid.

Hun har været irriteret på sig selv over ikke at kunne huske hvordan ord staves, men hun har aldrig følt sig anderledes.

Jeg har altid været god til at stå ved mig selv og tænke: Det skal vi nok klare. Jeg ved, det tager længere tid for mig, men jeg ved også, jeg kan.

Lærerne er specialister

At starte på HF Ordblind var en forfriskende start i en klasse, hvor hun ikke var defineret af sin ordblindhed, fordi alle de andre også var det. Det var et naturligt udgangspunkt i undervisningen at tingene tager lidt mere tid, og det gjorde en stor forskel for Sofie at møde lærere, der er specialiserede i at undervise unge med læse- og skrivevanskeligheder og skaber rammer, hvor det er naturligt og trygt at arbejde i eget tempo.

Lærerne ved godt, det tager lidt længere tid for os. Og det er aldrig noget, man skal undskylde for – det bliver bare respekteret. Det er virkelig rart.

Men derfor har det ikke været let at gennemføre en ungdomsuddannelse, for selvom undervisningen er målrettet ordblinde, så er der hverken slækket på krav eller niveauer i fagene.

Det er jo ikke sådan, at man bare tager en HF. Det har også været hårdt. Jeg har haft mine kriser og dage, hvor jeg tænkte, kan jeg overhovedet det her? Men det kan jeg – og det har været det hele værd.

Vi ordblinde har et særligt fællesskab

Ét af de højdepunkter, der har båret Sofie igennem, har været fællesskabet i klassen. Alle ved hvordan det er, når man laver stavefejl ved tavlen eller kløjes i sproglige misforståelser.

Det er noget særligt, når vi alle sammen er ordblinde. Vi forstår hinanden, og vi griner med hinanden – ikke af hinanden.

Der opstår en opstår en tryghed og selvforståelse, der giver et kik-ud i de voksnes rækker.

Jeg har lært at stå ved mig selv. På hf har jeg lært, hvem jeg er – både som Sofie og som ordblind. Det har givet mig selvtillid at vide, hvad jeg har brug for, og hvad jeg kan. Det tager jeg med mig videre, siger hun.

Hun mærker også, at det ikke kun er hende selv, der har lagt mærke til udviklingen:

Min mor siger, hun virkelig kan se, hvor meget jeg har udviklet mig – og det er jeg ret stolt af. Jeg er blevet mere voksen, mere selvstændig.

Drømmer om at blive pædagog

Siden 8. klasse har Sofie haft et klart mål: Hun vil være pædagog. Derfor betyder huen noget særligt. Det er ikke bare et symbol på at have gennemført en ungdomsuddannelse – det er også et skridt nærmere en fremtid, hvor hun kan gøre en forskel for andre.

Hun drømmer om at arbejde med børn og måske en dag være med til at støtte forældre til børn med ordblindhed. Det er hendes håb, at hun gør en forskel for andre i fremtiden.