Spring til hovedindhold
Book

Mathias går på HF for Ordblinde og bliver student til sommer

"Der er ikke nogen, der griner, når jeg læser højt, for de har selv de samme problemer", fortæller Mathias om sin klasse, hvor alle kursisterne får hjælp til deres ordblindhed, mens de tager en studentereksamen.

Mathias er svært ordblind. Han har udfordringer på næsten alle områder i forhold til at læse, skrive og stave, men er ekstremt god til at huske.

"Jeg er ekstremt dårlig til at læse, og jeg er ekstremt dårlig til at skrive. Til gengæld hvis jeg selv læser det eller får nogle til at læse det for mig, så er jeg rimelig god til at memorere det".

Har altid følt sig lidt dum

Mathias har altid været ordblind og har gået i Støttecenter siden 1. klasse. I 7. klasse begyndte han på Højmeskolen, hvor de havde en klasse for ordblinde, og hvor han endelig fik hjælpeprogrammer, han havde brug for, som kunne læse tekster højt og hjælpe med at stave. Mathias har altid været glad for at gå i skole og haft gode kammerater og lærere, der hjalp og forsøgte at tage hensyn til hans ordblindhed i undervisningen, men han har altid følt sig lidt dum – uden grund.

"Det var lidt irriterende, for jeg har ikke rigtig lavet noget i timerne, før jeg fik programmerne. Det var kun, hvis jeg fik nogen til at læse opgaverne højt for mig, at jeg kunne lave dem. Men da jeg fik læse- og skriveprogrammerne kunne jeg godt følge med i undervisningen, så det viste det sig jo, at jeg ikke var dum, jeg havde bare den her udfordring".

Nervøs for at starte på HF

Mathias går på HF for Ordblinde og bliver student til sommer. Han var lidt nervøs for at skulle starte på HF og frygtede at det ville være svært.

"Jeg var lidt bange for dansk, fordi jeg jo er ordblind, men det er gået fint nok, og jeg er godt tilfreds med mine karakterer".

Mathias har fået flere forskellige hjælpeprogrammer, som støtter ham i undervisningen. Han bruger både App-writer, CD-ord og Interwords og er generelt glad for alle højtlæsningsmaskiner og staveprogrammer. 

"Eleverne er gode til at hjælpe hinanden i klassen. Meget af undervisningen foregår i gruppearbejde, så er man tvunget til at arbejde sammen. Så er der én, der er god til noget, og andre, der er gode til noget andet. Man har nogen, der kan hjælpe med ens svagheder, og så kan man selv hjælpe med sine styrker. Der er stor opmærksomhed på, at man hjælper hinanden med problemerne".

Mathias er rigtig god til at være kreativ og bruge sin fantasi. Han finder hurtigt en kreativ løsning på opgaverne, så de har tid til at arbejde med detaljerne.

"I 10. klasse sagde min dansklærer, at min terminsprøve havde nogle stavefejl og alt det her, men selve historien var én af de bedste, hun havde læst. Jeg har bare de her problemer, som jeg har lært at leve med".

Et godt råd

Mathias’ råd lyder skråsikkert: Er du i tvivl om du er ordblind – tag en test!

"Hvis du er ordblind, lad være med at tage det så tungt og få fat i de hjælpemidler, du har brug for. For hvis du bliver god til dem, så kan du i princippet alt det, som andre, der ikke er ordblinde, kan. Måske tager det bare lidt længere tid, og du skal kæmpe lidt hårdere for det".