Motivation er min største styrke


Jakhongi kom hertil på en såkaldt autorisationsordning, der gav ham mulighed for at lære sproget og tage eksamen, inden han kan søge autorisation ved Styrelsen for Patienssikkerhed, så han kan få lov til at arbejde som læge i Danmark. Han har fået 2 års opholdstilladelse og har en deadline for, hvornår han skal søge. Derfor har han et klart mål om at bestå sin danskeksamen på FVU trin 4. Herefter kan han sende sit sprogbevis til godkendelse ved Sundhedsstyrelsen og efterfølgende gå til faglige prøver ved medicinstudiet i København både mundtligt og skriftligt – på dansk vel at mærke.
"Jeg kan godt forlænge min opholdstilladelse, men jeg vil meget gerne i gang med at arbejde inden for mit fag, så det er min store motivation at lære dansk".
Tog chancen for et nyt liv i Danmark
På trods af vejret (!) og savnet af familien trives han i Odense. Han ønsker at få sin familie hertil, så han kan fortsætte sin karriere inden for kræftforskning. Han har arbejdet 4 år som kirurg på onkologisk afdeling, men var udfordret af økonomiske og tekniske begrænsninger på det lokale hospital, hvor han var ansat som den eneste speciallæge.
Her fik han mange patienter og tilegnede sig god erfaring på området, men manglede muligheder for videre udvikling. Derfor besluttede han sig for at tage chancen og sendte en ansøgning afsted til Danmark, der på det tidspunkt var det eneste land, der tilbød gratis sprogundervisning i 2 år under ordningen. Han blev godkendt, men udskød rejsetidspunktet lidt, da han lige var blevet far. Men i samråd med sin kone blev de enige om, at han skulle rejse til ny verdensdel for at få muligheden for at arbejde med den nyeste viden og teknologi inden for sit felt.
Måtte lære dansk på egen hånd
Jakhongir ankom til Danmark i 2018 - mere end 2 år efter han fik godkendt sin uddannelse. Men i juli 2018 ændrede lovgivningen sig på området, så selvforsørgende udlændinge ikke længere kunne få gratis danskundervisning. Derfor gik han i gang med at lære dansk på egen hånd.
"Det har ikke været nemt at lære dansk, det må jeg indrømme, griner han, men motivationen for at kunne søge autorisation som læge har været min største styrke, så jeg har prøvet at bruge alle muligheder".
Han meldte sig ind på Hovedbibliotetet og begyndte at låne bøger, som han ”læste” derhjemme. De første bøger var lydbøger, så han kunne lytte og læse samtidig. Han har også brugt dansk – engelske bøger med oversættelse. Det har været en stor hjælp for ham, at han taler flydende engelsk.
Jakhongir har været stamgæst i sprogcaféen på Hovedbiblioteket hver tirsdag, hvor han kunne tale med frivillige danskere, som gerne ville samtale og hjælpe med at rette fejl.
"Jeg læser bøger hele dagen, og når jeg bliver træt, så lytter jeg til radio eller ser fjernsyn. Jeg ser især forskellige programmer med undertekster på engelsk".
Nu er Jakhongir glad for at gå på FVU, fordi det er en helt anden måde at lære dansk på. Han var været lidt udfordret på samtaleøvelser, da han lærte alene og skulle ”snakke med en sidekammerat” eller ”arbejde to og to”. Det giver meget mere mening på FVU-holdet.
Han mangler stadig ord i sit ordforråd og arbejder på at lære nye ord hver dag.
Lær lidt ad gangen
"Der findes ikke nogen overnaturlig måde at lære et nyt sprog på. Man skal bare gøre sig umage og prøve at lære lidt ad gangen hvad dag. Så kan man bygge på. Man behøver ikke lære alle ord på én gang".