Spring til hovedindhold
Book

Ordblindeundervisning gav mig mod

Chloe havde ikke turdet søge ind på forfatterskolen uden at have fået ordblindeundervisning. Hun har lært at bruge en masse værktøjer, så hun kan gennemføre sin uddannelse og har fået mod og troen på, at hun godt kan.

Chloe er 49 år og fandt først ud af, at hun var ordblind for 8-10 år siden. Det er en forholdsvis sen alder at blive testet for ordblindhed i, men hverken Chloe, skolen eller andre havde gjort sig overvejelser omkring det indtil da.

  • Nogle synes måske, det er underligt, at jeg ikke blev testet for ordblindhed tidligere. Men jeg havde faktisk ikke selv lagt mærke til, at jeg havde sværere ved at læse og skrive end andre mennesker. Jeg har arbejdet som professionel moderne danser i mange år, og dér havde jeg ikke brug for at kunne læse og skrive.

Da Chloe stoppede karrieren som danser, skulle hun til at skrive jobansøgninger, og her fandt hun ud af, at det var svært at læse og skrive. Hun blev testet ordblind og gik til ordblindeundervisning i København indtil skolen desværre blev lukket pga. besparelser.

Online ordblindeundervisning

Chloe var ærgerlig over, at ordblindetilbuddet i København lukkede. Hun havde fortsat problemer med at læse og skrive, og hun havde brug for at lære mere. Hun søgte på internettet og fandt HF & VUC FYNs tilbud om online ordblindeundervisning som fjernstudie.

  • Der tænkte jeg bare ’yes’, det er dét jeg skal. Og det er virkelig godt. Jeg mødes online til et videomøde med min lærer en gang om ugen og så laver jeg selv opgaver derhjemme. Jeg får bl.a. grammatiklektier og skriveopgaver for, så jeg helt praktisk lærer, hvordan jeg bygger en sætning op. Jeg lærer også at bruge nogle forskellige IT-værktøjer, som kan læse teksterne op for mig, så jeg kan rette min egen tekst.

Chloe fortæller, at hun også har fået en bedre forståelse for, at hun nogle gange skal øve sig mere på at skrive.

  • Mine venner siger, at jeg er blevet meget bedre til at skrive lange beskeder og de kan tydeligt se, hvor meget ordblindeundervisningen har hjulpet mig. Jeg benytter mig også meget af, at jeg nu kan låne bøger på Nota. Jeg kan låne alle de lydbøger, som jeg har lyst til at høre – og det er fantastisk.

Teknikken virker nemt og godt

Det er nemt og hurtigt at tilgå opgaverne digitalt, fortæller Chloe. Programmerne ligger tilgængelige på Google Drev og skriveopgaverne bliver automatisk gemt og delt med hendes lærer. Det betyder bl.a. opgaverne altid bliver gemt, så der ikke sker noget, hvis computeren fx løber tør for strøm.

  • Jeg bruger AppWriter meget, både på min pc, iPad og telefon. AppWriter kan både læse tekst op for mig og jeg kan diktere, så ordet bliver skrevet automatisk. Det er super praktisk – og så kan jeg bagefter få ordet læst op og høre, om det er skrevet rigtigt.

Drømmen er at skrive flere bøger

For 6 år siden udgav Chloe selvbiografien Stjernebarn og hun drømmer om at kunne skrive flere bøger. Hun er blevet optaget på forfatterskolen Gladiator og er nu i gang med at skrive en digtsamling.

  • Jeg er så glad for at kunne udleve min drøm om at skrive bøger igen. Jeg havde ikke turdet søge ind på forfatterskolen uden at have fået ordblindeundervisning, for det hjælper mig bare så meget. Jeg har lært at bruge en masse værktøjer, så jeg kan gennemføre min uddannelse og jeg har fået mod på opgaven og troen på, at jeg godt kan. Ordblindeundervisningen har på mange punkter været guld værd, og jeg ville aldrig have undværet det.