Spring til hovedindhold
Book

Skal jeg videre i mit arbejdsliv - så er det nu!

Hvad gør man, når kroppen er slidt og man ikke længere kan udføre sit mangeårige arbejde? Trine besluttede sig for det 1-årige velfærdsforløb, så hun kunne komme videre til en uddannelse som sygeplejerske!

Hvad gør man, når det arbejdsliv man har haft i mange år, har slidt ens skulder op og derved tvinger én ud i usikkerhed om fremtiden?

Den følelse og de tanker har Trine (48) kæmpet med siden hendes mangeårige arbejde som gartner desværre resulterede i en skulderskade, som en operation ikke kunne afhjælpe. For to år siden mærkede Trine, hvordan de gentagende arbejdspositioner begyndte at forholde hende smerte og frarøve hendes bevægelighed i skulderen.

Rådførte sig med veninde om uddannelsesmulighederne

Når ens skolegang ligger mange år tilbage, så kan det godt være svært at finde sin indgang til, hvilke muligheder man har, og hvordan det hele nu skal gå. Trine talte med en veninde, der kunne rådgive hende om, hvordan hun selv var startet op ”på den hårde måde”, som Trine kalder det. Veninden har selv gennemført det 1-årige Velfærdsforløb som sygeplejerske, hvilket gav Trine nogen at spejle sig i.

”Min veninde startede på den hårde måde ved at komme direkte ind på det 1-årige Velfærdsforløb. Selvom hun sagde, at det var hårdt, så var det ikke umuligt. Jeg blev faktisk tilbudt en opstartspakke, som forbereder én til at gå i skole igen og hvor man får en blødere start på forløbet. Det takkede jeg nej til, og det har jeg ikke fortrudt. For mig var det absolut vigtigste at komme i gang, så jeg var på vej videre i mit liv”.

Hvis der var noget Trine gerne ville have takket ja til, så skulle det have været et computerkursus. Sådan nogle udbydes allerede efter sommeren 2021, og går under navnet FVU-digital. FVU står for Forberedende Voksenundervisning og er altså undervisning i hvordan man benytter en computer og dens systemer i undervisningen og til opgaveaflevering. Sådan et tilbud ville Trine have takket ja til, hvis det havde været der, da hun startede på det 1-årge Velfærdsforløb. Trine har primært brugt sin egen computer til private ting som at læse mails og kigge nyheder, så når man pludselig skal bruge den som et arbejdsredskab ville ethvert kursus være en stor hjælp, når man ikke er ”flasket” op med det digitale.

Forskellige aldre i klassen giver flere styrker

Hvordan er det at starte i en klasse, hvor aldersgruppen kan spænde vidt og man faktisk er den ældste kursist i klassen?

Trine havde frygtet at blive en outsider pga. sin alder, men det viste sig ret hurtigt ikke at være tilfældet. ”Tværtimod, så følte jeg mig taget rigtig godt imod. Selvfølgelig er der forskel på os, hvor jeg har flere års livserfaring at inddrage, når vi gennemgår nogle tekster. Men når vi fx behandler musiktekster inden for rap-genren, så er jeg totalt på udebane til at starte med, hvor de andre bare er superskarpe. På den måde kan vi grine kærligt af os selv og hinanden. Det giver egentlig bare en ro at alle kan noget, og at vi alle sammen er villige til at dele”.

Den klassekammerat, Trine oftest ses er sammen med, er 26 år. Og så er der en i klassen, som er superdygtig til IT og som har taget Trine under sine vinger, og gladelig deler ud af sin viden og lærer fra sig. Til dem som gerne vil noget andet i livet, enten fordi de selv vælger en ny livsbane eller som Trine har svært ved at se, hvordan hun kunne fortsætte sit nuværende arbejdsliv, så er hendes råd: lad jer ikke skræmme. Når man har min alder, så er der ikke så mange alternativer. Derfor tænkte jeg også, hvis jeg skal videre i mit arbejdsliv og stå bedre. Så var det en uddannelse, der skulle til. Og det var nu det skulle ske.

Man behøver ikke vide alt på forhånd

I spurgte mig om der var nogen godt råd jeg kunne give videre til andre der overvejede at tage Velfærdspakken. Jeg har tænkt over det, og jeg vil sige at interesserede skal ikke lade sig skræmme af lektierne. Det tager en del tid, men jeg synes at lærerne er gode til at dele det ud, eller orientere om det i god tid så man kan få planlagt det og passet ind i hverdagen. Skulle der komme noget på tværs, så er lærerne fleksible og gode til at hjælpe med at lave en opsamlingsplan. Er man i tvivl om man kan klare det fagligt fordi man ikke kan huske at analysere en tekst og eller huske formlen på fotosyntese, skal man ikke fortvivle. Tingene bliver genopfrisket og gennemgået løbende. Deltag aktivt i undervisningen, det gør det mere interessant og netop fordi aldersspredningen kan være stor på pakkeforløbet, giver det også mange forskellige holdninger og synsvinkler på tingene, som kan være meget lærerige.

Optagelse på studiet og fuld af forhåbninger

Trine er siden blevet optaget på sygeplejerskeuddannelse på UCL i Odense og starter d. 1. september på det studie, som hun har arbejdet målrettet for at komme ind på. Mest af alt er hun forhåbningsfuld til klassedynamikken, da hendes egen Velfærdsklasse, trods Corona, fik skabt et stærkt og socialt sammenhold. Fx er der allerede lagt et snarligt restaurantbesøg i kalender med biologiholdet ligesom der er blevet afholdt en klassefest med 80’er tema.